Revolutionen i Paradisgade

I en butik omgivet af tusindvis af bøger sidder en mand. Han har fået klemt sig ind til den eneste ledige stol. På alle andre ligger der stabler af bøger. Stakkene balancerer som artister i en mageløs bogopvisning, der er skabt af antikvarboghandler Hans Aabenhus, Paradisgade 14 i Aarhus.

Scenen er billedet på den revolution, vi befinder os i lige nu, og som skyldes internettet.

Alt er under forandring, og nettet holder aldrig fri. Døgnet rundt er der gang i alle kanaler med viden og dumhed, fakta og fake, drømme og håb, politik og populisme, kærlighed og had, forretninger og fup samt masser af svindel, for formuer kan let bestilles som refusioner.

Internettet lader også enhver være dommer. Individer kan havne i inappellable shitstorme.

Endnu er nettet i sin vorden og nu suppleres med kunstig intelligens, der løser opgaver i samme øjeblik, de stilles. På et valgfrit sprog.

Velkommen til en lykkelig fremtid med ubegrænsede muligheder.

Hvis ikke lige trolde og terroristerne brugte nettet til destruktive formål.

Ingen aner, hvor det slutter, eller om det overhovedet slutter. Nettet er kommet for at blive, så længe der bliver lavet strøm, mener Hans Aabenhus.

Med internettet bliver vi måske til andre mennesker, for bøgerne var tidligere holdepunkter, som inspirerede, udfordrede og gav svar.

Rygter om bogens død

Hans Aabenhus runder i år de 80. Han blev født under Besættelsen og voksede op med muligheder, medicinstudier og musik, indtil han satsede på litteratur i metermål.

Nu varsler pessimister bogens snarlige død, og de får måske næring ved at kigge ind gennem vinduerne i Paradisgade og se alle bøgerne.

Men det er nok en kende for tidligt at dømme bogen død akkurat som med Mark Twain, 1835-1910, der i 1897 under en rejse i Europa telegraferede hjem: »Rygterne om min død er stærkt overdrevne.«

Rushdie på nettet i Aarhus

At bogen (over)lever, bidrager forfatteren Salman Rushdie til. Han får fortsat nettet til gløde over bogen ”De sataniske vers”. I denne uge medvirkede han virtuelt i aktuelle LiteratureXchange på Godsbanen i Aarhus, da han på storskærm fortalte om sin nye bog, ”Sejrens by”.

Da Rushdie i 1988 udgav ”De sataniske vers”, udstedte ayatollah Khomeini, 1902-1989, året efter en fatwa, en religiøs dødsdom, og Rushdie måtte skjule sig.

Han dukkede op igen for få år siden, men dødsdommen var ikke glemt, og i 2022 forsøgte en galning i byen Chautauqua i staten New York at myrde Rushdie med en kniv. Rushdie, der skulle tale om forfatteres sikkerhed, blev stukket 15 steder og er i dag blind på det ene øje.

For Hans Aabenhus kan bogen fortsat måle sig med internettet:

»Sproget og siden skriften er geniale opfindelser,« siger Hans Aabenhus.

Det tænker vi ikke over. Heller ikke, hvor bøvlet det må have været at frembringe skrift, indtil Gutenberg, 1397-1468, gjorde sin opdagelse og støbte løse typer, der kunne genbruges.

Hans Aabenhus er overbevist om, at Martin Luther, 1483-1546, og hans reformation kun lykkedes, fordi oprøret ikke kunne bremses. En tysk bibel var sluppet ud i for store oplag. Folk kunne omsider selv læse, hvad latinen, de hørte i kirken, handlede om.

Men faktisk er selve bogen ældre end Luthers opgør med paverne.

Da Julius Cæsar (100-44 f.Kr) gennemførte sit felttog i Gallien og besejrede modstandernes høvding, Vercingetorix, i 52 f.Kr., skrev sejrherren en bog for at kunne dele sine triumfer med romerne. Den kan stadig læses, selv om der sikkert er flere, der kender René Goscinny (1926-1977) og Albert Uderzo (1927-2000) og deres tegneserie om Asterix og Obelix, to modige gallere, der konstant udstiller og besejrer romere.

Bibelen på 36 minutter

Der er også Bibelen med sine 1.000 sider fordelt på 66 kapitler.

Der er teologer og troende, som studerer værket hele livet, mens andre nøjes med at få det gennemgået på 36 minutter på nettet.

Hans Aabenhus kender det meste:

»Det er en af mine erfaringer som boghandler, at der i virkeligheden ikke er noget nyt under Solen, men interessen bevæger sig i bølgedale. Jeg kan måle det på efterspørgslen i butikken. Lige pludselig står den på Tove Ditlevsen som det hotteste. Hun var god. Det vidste vi alle sammen, og hun blev også læst. Jeg kunne få lov at købe hende i dødsboerne, men det kan jeg ikke i dag.«

Idéerne er der, men de bliver brugt på forskellig måde til forskellige tider. Det hele har været behandlet i litteraturen. Ellers kan vi kalde Shakespeare frem. Han har skrevet om alt. Om menneskesindet og filosofien og …

»Jeg kan godt lide samtalen med kunderne. Der kommer heldigvis i et antikvariat stadigvæk begavede mennesker ind, der har sat sig ind i et emne. I virkeligheden har jeg en kolossal overfladisk viden. Jeg ved lidt om alt, men ikke ret meget. Det er en oplevelse hver gang at stå over for et engageret menneske.«

Så Hans Aabenhus keder sig ikke. Han udfordres dagligt.

Drevet af interesse for litteratur overtog han for 50 år siden Finn Bøckmanns antikvariat i Rosensgade i Aarhus.

»Det er en af de gaver, jeg har haft, at jeg nåede at komme ind i branchen, mens det var et romantisk forehavende med bohemer i lange baner bag disken.«

Bøckmann, som Hans Aabenhus sætter højt, havde tidligere haft et antikvariat i Vestergade 38. I gården var der et hus med svalegang, hvor unge skuespillere på en lille scene opførte midnatsforestillinger for et beskedent publikum, når de var færdige med aftenens forestilling på Aarhus Teater. Det var starten på Svalegangen.

Stor på nettet

Hans Aabenhus har i sine 50 år som antikvarboghandler solgt bøger fra forretninger i Rosensgade, Vestergade, på Åboulevarden og selvfølgelig Paradisgade.

Nu sker det mest på nettet.

»Jeg er glad for nethandel, og jeg er stor på nettet,« siger han. »Jeg har 55.000 bøger til salg på nettet, og de ligger i magasiner i byen. Jeg kan ikke undvære nettet i dag, for her ligger den væsentligste del af omsætningen. Jeg sælger bøger her for 25 kr. Og jeg er ligeglad, for jeg slipper for at registrere dem. Det er fint. Jeg er glad, og kunderne er glade.«

Butikken er nødvendig på grund af samtalen. Det er jo her, han erfarer, hvad kunderne vil have. Det samme kan han ikke høre på nettet.

»Jeg var en meget sen starter på nettet. Jeg havde nemlig en stor kundegruppe i det akademiske miljø og en blomstrende forretning.«

Sikkerhedsnettet

Hans Aabenhus kom fra København, og hver måned kørte han i højsæsonen i sin Volvo-stationcar tilbage til hovedstaden for at overvære en bogauktion. I bilen var der 12 flyttekasser, som hver gang blev fyldt med bøger. Københavnerne havde fravalgt dem, men i Aarhus var de gode. Hans Aabenhus oplevede stor søgning af ph.d.-studerende og andre, der skulle bruge bøger til deres opgaver. Dengang var nettet ikke så udbredt endnu, så kunderne måtte finde sig i, hvad der var af udbud til fastsatte priser.

»Så kom nettet, og lige pludselig begyndte det at gå lidt stille for mig. Jeg havde butik på Åboulevarden på den forkerte side af åen. Mit publikum var stort set fraværende og salget påvirket. Jeg syntes også, at det gik lidt stærkt med bogens død, og jeg havde ikke opdaget, at det akademiske miljø som det første tog internettet og dets muligheder til sig.«

De studerende sad på bjerget og bestilte bøger i København, uagtet at de bare kunne være cyklet hen til Hans Aabenhus’ antikvariat.

»Jeg var ikke på nettet. Jeg satsede på gode bøger til gode kunder. Men hvor var kunderne?«

Han havde heldigvis en svoger, der var it-kyndig, og han fik Hans Aabenhus på nettet, der nu mere havde fået karakter af et sikkerhedsnet.

»Siden har jeg stået med ryggen mod muren i forhold til efterspørgsel.«

Med nettet blev branchen gennemsigtig. I dag sætter Hans Aabenhus ikke en bog til salg på nettet uden først at have set, hvad kollegerne tager. Han lægger sig en 10’er billigere, og det gør kollegerne også.

»Derfor har vi, siden internettet fik styrke, oplevet en negativ prisspiral på almindelighederne. Sjældenhederne kan godt holde prisen.«

Hans Aabenhus kender sin gesjæft. Han kom ind i branchen på grund af en vis interesse for litteraturen.

»Som ung læste jeg medicin. Det kan føre mange steder hen. Jeg er fra Sønderborg og havde et lille talent for at spille jazz på kontrabas. Instrumentet havde jeg med til København, og det var meget sjovere at spille end læse. Det gik ud over studierne at spille avantgarde-jazz.«

»Jeg boede i København i 10 år, og pludselig begynder man at tænke mere ansvarligt. Man har mødt en kvinde. Jeg var ellers kommet ind i et danseorkester, og vi spillede på gode restauranter i hovedstaden, men selv om jeg var ung og smuk, var jeg klar over, at mit talent ikke holdt evigt i musikbranchen. Jeg måtte tænke på noget andet.«

Han kom fra et hjem med mange bøger og besøgte et par antikvariater for at spørge, om de kunne bruge ham.

»Det første sted var hos Arnold Busck, et meget velanskrevet antikvariat. Chefen kiggede op ad mit dengang spinkle legeme: »Er De klar over, hvor mange tunge løft der er i denne branche?« Det har jeg sandet sidenhen, at det er der. Jeg ved godt, at jeg nu må tænke på et eller andet i fremtiden, men jeg har det stadig godt med butikken og kundekontakten. «

Hans Aabenhus læser også helst på papir.

»Papiret kan stadig noget. Det digitale tilbud kan virke distraherende: bedst som man læser i sin tekst, så er der et eller andet ord, som man har brug for at slå op. Så må man ud i Wikipedia og tilbage igen, og så er man ude af det. Det er mere adspredende.«

Hvad er egentlig antikvarboghandler Aabenhus’ yndlingsbog?

»Jeg har altid haft svært med yndlingsbøger, men der er ikke noget, der er større end Shakespeare. Man får altid noget med.«

Selv om det har været spændende at tale om litteratur, så har det altid været skidt med pengene. Økonomien har aldrig været fremragende.

»Vi er kun blevet rige på bøger. Jeg har hele tiden sagt, at jeg er tilfreds med, at min kone har haft en stabil indtægt. Det har hjulpet i de svingninger, der nu også har været undervejs: Jeg købte måske en for dyr samling, der ikke blev solgt så hurtigt.«

Fortsætter denne forretning?

»Der er antagelig en tidsbegrænsning i form af forventet levetid. Statistikken taler sit sprog. Antikvariatet er til salg, hvis den excentriske millionær skulle komme forbi.«