Fortsæt til indhold
Aarhus

Podcast bringer elever med særlige behov på bølgelængde

Det har rykket ved grænserne og modet for elever på Auning Skole at lave podcast om deres egen store passion. For man kan godt være gode venner, selvom man har forskellige interesser.

Marie Christoffersen og Max Pedersen kigger på hinanden hen over bordet, inden deres knyttede næver mødes i knuckles.

Et indforstået »godt gået, og tak for godt samarbejde« mellem de to elever fra 7. årgang i specialklasserne på Auning Skole.

De har begge en adhd-diagnose, der giver dem hver især forskellige udfordringer, og det der med at stille sig op foran andre og fortælle og udlevere noget af sig selv er en grænse, der er svær at nedbryde.

De smiler til hinanden. For det er netop det, de lige har gjort, efter de foran de øvrige elever i specialklasserne og underviserne har præsenteret deres helt egen podcast.

Den er en del af et femugers forløb under overskriften ”Min Passion”, som Auning Skole har udviklet i samarbejde med Nina Tengberg, der driver kommunikationsvirksomheden Messy Minds.

Formålet er at bruge passionen som drivkraft for både anderledes læring, men lige så vigtigt som motor for en personlig udvikling, der rykker grænser.

Ved at dele sine egne passioner er det samtidig et mål at skabe større forståelse for hinanden, og det er netop den grundtanke, der ligger bag Marie Christoffersen og Max Pedersens podcast.

I den fortæller de om deres to vidt forskellige passioner for henholdsvis graffiti og biler. Netop forskelligheden i de to passioner har et højere formål, fortæller Marie Christoffersen og Max Pedersen.

»Vi blev enige om, at den skal handle om to ting for at vise, at vi faktisk er to vidt forskellige personer, men vi er stadig gode venner,« forklarer de.

Gav tårer i øjnene

Venskabet har stået sin prøve igennem podcastforløbet, hvor de to er blevet kastet ud i et projekt, de aldrig har prøvet før.
Det kan naturligvis kaste frustrationer af sig for enhver, og når man også samarbejder med en adhd-diagnose, har det til tider virket uoverstigeligt, fortæller Marie Christoffersen.

»Jeg har kun haft min diagnose i et år, så jeg ved ikke altid, hvordan jeg skal håndtere det. Max har haft sin diagnose længere tid, så han har været rigtig god til at fortælle mig, hvilke ting jeg kan gøre for at koncentrere mig, når jeg er blevet frustreret, og sagt, at jeg bare skulle gøre tingene i mit tempo, og at det ikke behøver at være perfekt. Det har hjulpet til, at jeg ikke har stresset, og det har været en kæmpestor hjælp,« fortæller Marie Christoffersen.

Max Pedersen er ikke bleg for at indrømme, at det var med mange sammenfiltrerede sommerfugle i maven, at de to skulle stille sig op foran de andre elever og fortælle om deres projekt og ikke mindst deres passioner.

Fremlæggelsen endte med at gå over al forventning, og en stor grænse blev nedbrudt. Til enorm lettelse og glæde.

»Da vi hørte om opgaven, tænkte jeg godt nok, at det havde jeg ikke lyst til. Nu er jeg rigtig glad og tilfreds med, at vi gjorde det. Jeg er faktisk rigtig glad for det,« fortæller Max Pedersen.

Hans ven og nu med-podcastvært supplerer:

»Da vi var færdige med at fremlægge og fik lov at sætte os ned, der sad jeg med tårer i øjnene, fordi jeg var så glad for, at vi gjorde det,« siger Marie Christoffersen.

Sårbar forståelse

Det er da også netop de følelser og læringer, som podcastforløbet er sat i verden for at frembringe.
Det fortæller lærer på Auning Skole Merete Louise Humlebæk.

»Det kan være enormt sårbart, at man på den her måde skal fortælle andre, ”det er det her, jeg brænder for”, men vi har oplevet, at det har skabt en langt større forståelse for hinanden,« siger Merete Louise Humlebæk.

Hun fremhæver blandt andet, at det med eleverne i specialklasserne indimellem kan være lidt svært at skabe ro, når der er samlinger i andre henseender.

»Her var der musestille under fremlæggelserne. Det er et engagement, som vi ikke har oplevet på den måde før. Jeg tror, det handler om, at de alle har været igennem et forløb, hvor de har fået lov at fortælle om noget, der er deres, og som de selv har valgt, at de ville fortælle om,« vurderer Merete Louise Humlebæk.

”Sindssygt Nøjeren”

Den betragtning er de i tremandsgruppen med Tommy Vestergaard Larsen, Sean Rytter Berg Johansen og Chano Rønde Hvid Bøgedal enige i.

De er gået sammen på tværs af årgangene 9. og 7. for at lave deres podcast ”Sindssygt Nøjeren”.

For de uindviede er ”nøjeren” en uhøjtidelig måde at sige ”noia”, altså paranoid, på, og det passer sådan set glimrende til indholdet i podcasten, der omhandler spøgelser og mystik.

Eleverne Silas Pihl, Oliver Pihl, Julius Fomsgaard Jacobsen, Max Petersen, Marie Christoffersen, Tommy Vestergaard Larsen, Sean Rytter Berg Johansen og Chano Rønde Hvid Bøgedal har i podcastforløbet fortalt om alt fra tv-serien ”Breaking Bad” over graffiti og biler til spøgelser og mystik. Foto: Simon Carlson

Podcastprojektet på Auning Skole har givet drengene så meget blod på tanden, at de lige nu ikke alene overvejer at fortsætte med at lave podcast, men tankerne kredser også om at involvere de levende billeder og lave en kanal på Youtube med samme emne og ikke mindst navn.

»Det har virkelig været sjovt at lave. Det er jo både et anderledes projekt i forhold til det, vi normalt laver i skolen, og så er det noget, vi alle sammen går op i, og noget, vi kan lide at tale om. Det gør det bare fedt at lave sådan et projekt sammen. Det giver en god følelse,« konstaterer drengene bag ”Sindssygt Nøjeren”.

Det er første gang, Auning Skole på denne måde bruger podcast som et fordybelsesområde i undervisningen.
Det har også været en lærerig oplevelse for Nina Tengberg fra Messy Minds at følge den udvikling, eleverne har gennemgået.

»Når jeg er ude i virksomheder og lave podcast for at hjælpe med at hæve virksomhedskulturen, så er det noget, der først udmønter sig om et år eller to. Her har eleverne skabt resultater på fem uger. Det er vildt. For hver uge jeg er kommet her, har jeg set en mærkbar forandring og mærket, hvordan eleverne har åbnet sig mere og mere og turdet at fortælle, hvis de fandt noget grænseoverskridende.«

»Jeg tror, det kan være med til at skabe nogle dybere fællesskaber og venskaber, og så understøtter det også bare eleverne i, at det, de brænder for, er helt okay, og når de brænder for det, så er der også nogen, der gerne vil høre på det,« konstaterer Nina Tengberg.

Artiklens emner
ADHD