Slagteri blev omdannet til badested for aarhusianere. Efter 17 år blev det for klamt

»Dyrt, men dejligt.«

Sådan skrev Jyllands-Posten om Badeanstalten Spanien d. 16. september 1933. Her i september er det nemlig 90 år siden, at Badeanstalten Spanien for første gang slog dørene op. Det dyre ved badeanstalten bestod ikke i billetprisen, men i, at badeanstalten endte med at blive dobbelt så dyr at opføre som budgetteret. Men aarhusianerne fik meget for pengene, og den nye badeanstalt blev et tilløbsstykke.

Gik man ind ad hovedindgangen på Badeanstalten Spanien i 1933, så man til højre billetkontoret og til venstre en aviskiosk. Fra forhallen førte en bred trappe op til venterummet med konditori, hvor der desuden var direkte adgang til den specielle dameafdeling med badekar, damprum, varmluftsrum, højfjeldssol, pedicurerum samt omklædningsrum.

Fra venterummet førte en trappe videre til 2. og 3. sal. På 1. og 2. sal var der omklædningsfaciliteter for svømmehallen. 1. sal for damer og 2. sal for herrer samt særlige rum med skabe beregnet til byens sportsklubber. På 3. sal lå damp- og varmluftsafdelingen for herrer, der i folkemunde kaldtes for grossererbadet.

Hovedattraktionen var for de fleste selve svømmehallen med grønne fliser samt hele seks vipper fra en til syv meters højde. I etagen under svømmehallen med direkte indgang fra Toldbodgade fandtes en afdeling med billige bade med omklædningsrum, afsæbningsbænke, brusere samt et damprum.

Det store hus rummede også to lejligheder samt en herre- og en damefrisør, hvor gæsterne kunne slutte deres besøg i badeanstalten. Tårnet rummede dengang reservoirer for saltvand og ferskvand.

Bonnesens badehus

Når vi besøger Badeanstalten Spanien i dag, er det oftest for at motionere, lege med børnene i vandet eller nyde en stille stund i grossererbadet. Men tidligere var en badeanstalt simpelthen et sted, man kunne gå i bad. Bad i eget hjem var en luksus, som kun var få forundt, og når folk skulle vaskes, skete det som regel med etagevask ved køkkenvasken eller i en balje på gulvet.

Der har eksisteret badehuse i Aarhus siden Middelalderen, men i 1500-tallet blev de fleste af disse lukket; blandt andet på grund af en stor spredning af kønssygdomme. I lyset af Oplysningstidens øgede fokus på sundhed og kropsidealer fik badehusene en renæssance.

Siden 1800-tallet har der derfor været badeanstalter i Aarhus, som byens borgere kunne benytte sig af. Der var både indendørs badeanstalter og udendørs søbadeanstalter, hvor man badede i havet.

I 1700-tallet var det i England blevet moderne med søbade, som skulle have en gavnlig effekt for helbredet. Det første søbad, vi kender til i Aarhus, er fra 1820, hvor skibsbygmester Bonnesen havde et badehus, der kunne benyttes af enhver ved Mindet.

I 1848 blev Søbade-Anstalten ved den nu nedlagte gade Grønland etableret som et folkeaktieselskab. Her var hestetrukne badevogne, så de badende kunne blive kørt direkte ud i vandet uden at skulle blotte sig for nysgerrige øjne.

Havneudvidelser og plumret vand

Havnens udvidelser var dog et problem for søbadeanstalterne, der fik stigende problemer med stillestående, plumret og forurenet vand samt store mængder tang, og badeanstalterne måtte flyttes ud af byen.

I 1885 overtog kommunen Søbade-Anstalten blot for at lukke den. Til gengæld opførte kommunen to nye kommunale badeanstalter hhv. nord og syd for byen, hvor vandet var renere. Nordre Badeanstalt og Søndre Badeanstalt hed de, og ud over at blive brugt til havbade blev de også flittigt brugt af byens skoler, når eleverne skulle lære at svømme.

Gennem årene har byen haft flere badesteder, der har eksisteret i længere og kortere perioder. Eksempelvis blev både badestedet Trouville ved Ørnereden og Varnas Havbad åbnet kort før Første Verdenskrig. Samme år som Badeanstalten Spanien åbnede – altså i 1933 – blev også Den Permanente Søbadeanstalt ved Riis Skov indviet.

I bad i stalden

De indendørs badeanstalter og badehuse var private indtil 1909, hvor Aarhus Kommunale Folkebadeanstalt blev opført på Badevej bag gaderne Spanien og Grønland – omtrent samme sted som den gamle Søbade-Anstalten havde ligget.

Indtil da havde de mindrebemidlede (altså de fattige) måttet tage sig et bad på kommunehospitalet eller fattiggården. Badefaciliteterne i folkebadeanstalten, som var blevet opført i en ombygget stald med bølgebliktag, var dog meget simple.

Havde man penge, kunne man til gengæld benytte sig af den finere Skt. Olufs Badeanstalt på Kystvejen. Her kunne gæsterne opleve varme, russiske, romerske bade og styrtebade. Vandet blev pumpet ind fra havnen, og det var derfor saltvand, de fleste bade bestod af. Ved indvielsen i 1872 gik den under navnet ”Den romerske Badeanstalt”.

I 1926 lukkede Aarhus Kommunale Folkebadeanstalt. Efter 17 års brug og manglende vedligehold var den simple badeanstalt blevet udslidt og uhygiejnisk. Samtidig skulle grunden bruges til udvidelsen af byens elværk.

Man gik derfor i gang med at udarbejde forslag til en ny kommunal badeanstalt beliggende på Spanien. I 1930 godkendte byrådet et forslag til en ny badeanstalt med tilhørende svømmehal til 750.000 kr. Murerarbejdet gik i gang i 1931, og arbejdet varede frem til 1933. Da bygningen stod færdig, var den imidlertid, som blev afsløret i indledningen, blevet dobbelt så dyr som budgetteret.