Fortsæt til indhold
Aarhus

Fængslet for narkobesiddelse – en halv mio. kr. beslaglagt

/ritzau/

Takket være en betjents årvågenhed kunne Østjyllands Politi mandag aften beslaglægge flere kilo hård narko og et større pengebeløb på en adresse i Tilst.

Samtidig blev to personer anholdt, og de blev tirsdag stillet for en dommer ved Retten i Aarhus

Østjyllands Politi oplyser til Ritzau, at betjenten mandag observerede en 38-årig mand overdrage noget til en anden mand, som sad i en bil.

I første omgang valgte politiet at standse bilen. Her blev manden fundet i besiddelse af en mindre mængde heroin, som han blev sigtet for at have.

Det var politiets formodning, at manden i bilen havde købt heroinen fra den 38-årige mand, som politiet kendte identiteten på. Derfor valgte man at ransage den 38-åriges hjem i Tilst.

På bopælen fandt politiet flere kilo kokain og heroin samt en halv mio. kr. i kontanter. Politiet formoder, at pengene stammer fra salg af narko. Derudover fandt politiet flere smykker.

Ud over den 38-årige mand befandt en 37-årig kvinde sig på adressen. Kvinden er bosiddende på stedet, og hun blev ligesom den 38-årige anholdt.

Begge blev fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.

Østjyllands Politi skriver på det sociale medie X, som tidligere gik under navnet Twitter, at den 38-årige mand blev varetægtsfængslet i fire uger.

Retten løslod den 37-årige kvinde, lyder det videre.