Fortsæt til indhold
Aarhus

Debat om børns rettigheder efter premierevisning af dokumentar i Øst for Paradis

En paneldebat om børns rettigheder følger visningen af dokumentaren "De umyndige", der tirsdag har premiere i Øst For Paradis.

Hver anden dag opsøger et barn landets eneste krisecenter for unge, Joannahuset, for at få hjælp.

I en ny dokumentar ”De umyndige” skildres 17 årige Kayla og tre andre unges historier og deres hverdag i Joannahuset, der er Danmarks eneste krisecenter for børn og unge under 18 år.

Selvom huset er beliggende i København får dokumentaren premiere i Aarhus i biografen Øst for Paradis den 7. marts 2023. Efter visningen er der arrangeret paneldebat om børns rettigheder og det faktum, at mange børn – også i Aarhus – ikke føler sig lyttet til af systemet.

Panelet består af Erik Kaastrup-Hansen, direktør for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune, Marie Bjerrum Trillingsgaard, socialrådgiver hos Børns Vilkår Aarhus, Jette Wilhelmsen, leder af Joannahuset og Kayla, der medvirker i filmen, hvor hun er 17 år.

I filmen har Kayla været hjemløs i fem måneder, da hun opsøger Joannahuset. Siden hun var fire år, har hun været anbragt i flere plejefamilier og opholdssteder.

Hun fik med hjælp fra centreret tildelt en lille lejlighed og støtte, men hverdagen er svær for hende, og derfor søger hun fortsat hjælp hos Joannahuset, står der i pressemeddelelsen for filmen.

Bag dokumentarfilmen står journalist Mette Korsgaard. Hun har fulgt huset siden opstarten for toethalvt år siden, og håber, at filmen giver anledning til debat.

»Ligesom vi igennem mange år har diskuteret, analyseret og kæmpet for kvinder, ældre og minoriteters rettigheder, så har denne film fokus på udsatte børn og unge, der tørster efter at blive hørt og respekteret som ligeværdige borgere. Jeg håber, at filmen kan vække debat både i vores samfund, men også at den finder vej ind på Christiansborg,« fortæller hun i pressemeddelelsen.