2022 blev rekordår for turismen i Aarhusregionen
Der har aldrig været så mange turister i Aarhusregionen som i 2022. Det viser helt nye overnatningstal for det forgangne år.
Turismesektoren i Aarhusregionen kan juble efter et fantastisk 2022. Efter nogle år med svære kår er de rejsende gæster nemlig ikke blot vendt tilbage til det østjyske, de er kommet i så stor stil, at der aldrig før har været så mange overnattende som i det forgangne år.
Den ene rekord efter den anden blev slået i 2022, hvor alle kommuner i Aarhusregionen kunne registrere positive overnatningstal for de første elleve måneder af 2022. I gennemsnit oplevede overnatningsstederne en stigning på 16,4 pct. sammenlignet med 2019. Det er desuden et godt stykke over stigningen på landsplan.
Især Norddjurs, Viborg og Aarhus udmærker sig med stigninger på henholdsvis 27 pct., 19,3 pct. og 18,3 pct. Aarhus overgår endda kulturhovedstadsåret 2017, der var den hidtidige rekord.
Det er overnatningerne i feriehuse og på hoteller, der er steget markant sammenlignet med årene inden coronapandemien. Det skyldes blandt andet, at de tyske gæster har fundet vej tilbage til området i meget stor stil.
»2022 har overgået vores vildeste forventninger. Både de danske og internationale turister har i stor stil valgt at holde ferie i Aarhusregionen, og det er vi meget stolte af. Aarhusregionen byder på stærke oplevelser inden for både natur, kultur, gastronomi og historie. Og så har mange turismevirksomheder i vores destination investeret massivt i nyheder i 2022,« siger Visit Aarhus’ direktør, Pia Lange Christensen, i en pressemeddelelse.
Attraktioner trækker mange gæster
Et af de steder, hvor man har investeret i nye turismeoplevelser, er Kattegatcentret i Grenaa. Her stod et nyt pingvinanlæg med 14 æselpingviner klar til højsæsonen 2022. Anlægget er ét af kun otte pingvinanlæg i verden, hvor det er muligt at stå i samme rum som subantarktiske pingviner, og det har været med til at trække besøgstallene i vejret.
I 2022 kunne tælleapparaterne på Kattegatcentret tælle til cirka 170.000 gæster, hvilket er cirka 15.000 flere end i 2019.
»Pingvinanlægget er en stor nyhed for os, og gæsterne har også taget rigtig godt imod det. Allerede fra dag ét, efter vi åbnede anlægget, kunne vi mærke en stor interesse fra publikum, og vi har blandt andet oplevet flere tyske gæster end normalt. Det er dejligt, også fordi vi også kan mærke, at de besøgende stadig bruger penge på trods af krise og inflation,« siger Karsten Bjerrum Nielsen, direktør på Kattegatcentret.
Djurs Sommerland, Tivoli Friheden, Salling Roofgarden og Hjejleselskabet er også blandt de attraktioner i Aarhusregionen, der har investeret store beløb i nye oplevelser for turisterne i 2022.
Usikkerhed for det kommende år
Her i starten af det nye år er det især krise, der præger verdenssamfundet og påvirker turismeerhvervet. Inflation og høje energipriser er igen med til at skabe svære vilkår.
»Vi ser med forsigtig optimisme på turismen i 2023 på trods af store usikkerheder. Inflation og krigen i Ukraine påvirker rejsemønstre og feriebudgetter. Samtidig oplever vi en stærkt stigende international konkurrence om gæsterne,« siger Pia Lange Christensen, direktør, Visit Aarhus, og tilføjer:
»Derfor er der også al mulig grund til at blive ved med at investere i turismen. I Visit Aarhus vil vi gøre alt, hvad vi kan, for at markedsføre Aarhusregionen – blandt andet med en stor ny kampagne, som vi glæder os til at præsentere meget snart.«