Lastbil kørt ind i køreledning: Letbanen ramt af aflysninger
I denne uge var flere afgange med letbanen i forvejen aflyst. Og nu er alle afgange på to strækninger helt aflyst på grund af et uheld med en lastbil mandag morgen.
Hvis du havde planer om at tage letbanen i dag eller de kommende dage, er der dårligt nyt.
Alle afgange med letbanen er aflyst på strækningen mellem Aarhus H og Aarhus Universitetshospital i begge retninger. Det samme gælder for afgange mellem Aarhus H og Mårslet.
Aflysningerne skyldes et uheld, som skete mandag morgen klokken 7.40 i krydset ved Ringgaden og Randersvej.
»En ældre hvid lastbil med en kran på ladet, som ikke var lagt ned, kørte ind i køreledningerne, som så blev revet i stykker. Lastbilen kørte fra stedet efterfølgende,« siger Emil Enemark Sørensen, der er kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi.
Da letbanens køreledninger blev revet over, gik strømmen i trafiklyset også. Teknikere fra Aarhus Kommune arbejder på at få lyssignalet til at virke igen.
»Uheldet har påvirket vores køreledninger på en måde, der gør, at der ikke kan køre tog. Det er en kompliceret sag, men vi arbejder naturligvis så hurtigt som muligt. Vi kan dog ikke udbedre skaderne uden at genere biltrafikken, så det koordineres med politi og kommune,« skriver Michael Borre, der er administrerende direktør ved Aarhus Letbane, i et skriftligt svar til JP Aarhus.
Indtil videre gælder aflysningerne for resten af dagen, meddeler Midttraffik, som henviser på sin hjemmeside til, at passagerer i stedet skal benytte busser på de to ruter, der er ramt.
Eftersyn af letbanetog
I forvejen er flere afgange med letbanen aflyst i denne uge. Der kører ingen afgange mellem Aarhus H og Lystrup i begge retninger, og kun én gang i timen kører letbanen mellem Lystrup og Grenaa i begge retninger.
Ifølge Midttraffik skyldes de mange aflysninger, at flere tog trækkes ud af drift som følge af, at nogle letbanetog mangler at få foretaget et påkrævet eftersyn. Selskabet henviser i stedet til, at passagerer benytter sig af en nødkøreplan, hvor antallet af afgange mellem Aarhus og Grenaa således er væsentligt færre end normalt.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Michael Borre på, hvorfor flere letbanetog skal eftersynes på samme tid, men han udtaler følgende i en pressemeddelelse på Aarhus Letbanes hjemmeside:
»Vi er utrolig kede af at måtte trække flere letbanetog ud af drift. Men når et eftersyn ikke er gennemført, er der risiko for en svækkelse af sikkerheden, og dermed må letbanetogene ikke køre. Jeg beklager de gener, det giver for vores passagerer i den kommende tid.«
Her kan du se nødkøreplanen, der gælder frem til den 20. november.
Artiklen Opdateres...