Fortsæt til indhold
Aarhus

Får Brabrand-borgerne et trinbræt til toget?

Banedanmark og kommunerne mødes i august om en ny togforbindelse til Silkeborg. Beboerne ønsker et trinbræt, Aarhus' byrumschef støtter idéen, men en Banedanmark-chef har ikke trinbræt på sit program.

Brabrand – Aarhus: 6 minutter.

Drømmen er til at få øje på i toppen af Facebook-siden ”Brabrand på skinner”, for en del beboere i bydelen ser meget gerne en togforbindelse til centrum af Aarhus.

En af dem er Paw Simon Krogh, der er opvokset i Brabrand og en af frontløberne i ”Brabrand på skinner”:

»Vi synes bare, det er en god idé at få lavet et trinbræt her i Brabrand, når Arrivas regionaltog til Struer kører forbi to gange i timen. Hver morgen er det grotesk at se et halvtomt tog køre forbi, mens Silkeborgvej er sandet til i biler. Derfor vil det være helt oplagt med et trinbræt hurtigst muligt, så man kan flytte flere af bilisterne over i toget. Det er jo grønt med grønt på,« siger Paw Simon Krogh.

Deres ønske er sagt og skrevet flere gange – og efter sommerferien starter processen for alvor.