Aarhus Kommune åbner ny ejendomsportal efter databrud
Den nye byggesagsportal tages i brug mandag og skal imødekomme kommunens krav om datasikkerhed.
Det bliver igen muligt for borgere at finde byggesager online, efter Aarhus Kommune mandag åbnede dets nye digitale arkiv.
I september sidste år kom det frem, at der på kommunens daværende ejendomsportal var indberettet 12 sager om databrud, hvor dokumenter med personfølsomme oplysninger ved en fejl ikke var lukket for offentligheden.
Sagen blev indberettet til Datatilsynet, mens portalen blev lukket ned. Sidenhen har Aarhus Kommune arbejdet på at skifte til et nyt onlinearkiv, der i forvejen bruges af 39 danske kommuner.
»Det har været vigtigt for os at finde et kendt og velafprøvet system, så vi kan levere en hurtig og direkte service til borgere og erhvervslivet i byggesager. Det har samtidig været vigtigt for os, at det nye system imødekommer vores krav til datasikkerheden,« siger Henrik Seiding, direktør for Teknik og Miljø i en pressemeddelelse.
Kommunen har i det nye system lagt vægt på sikkerhed og brugervenlighed. Brugere skal således logge på portalen med sit NemID og får derefter mulighed for at søge sager frem på en konkret adresse eller ved at markere et område på et kort.
Det nye byggesagsarkiv kan findes på Aarhus Kommunes hjemmeside.