Specialskolen Langagerskolen skal udbygges
Magistraten har indstillet, at specialskolen i Viby tildeles en anlægsbevilling på 21,2 mio. kr. i 2022-priser til en udvidelse.
Flere skoler i Aarhus Kommune oplever i disse år en stigning i antallet af elever. Det gælder også for Langagerskolen, som er en specialskole i Viby J.
Her er der pres på lokalerne, da fortsat flere elever får anvist et specialtilbud, fremgår det af en pressemeddelelse fra Aarhus Kommune
»Børn med behov for ekstra støtte skal have det på ordentlige vilkår, og her er Langagerskolen under pres på pladsen. Det vil vi gerne løse ved at udbygge Langagerskolen med en ny elevtilbygning med plads til fire ekstra klasser,« siger rådmand for Børn og Unge, Thomas Medom (SF) i meddelelsen.
Foruden den nye elevtilbygning, som i samme stil som de eksisterende bygninger på skolen, består udbygningsplanerne af en ny multisal med tilhørende motorikrum samt omklædning. De nye faciliteter placeres i tilknytning til den eksisterende sal på skolen.
»På den måde sikrer vi, at eleverne tilbydes et godt skolemiljø med plads til udfoldelse. Der skal være plads til forskellige og alternative undervisningsformer med fokus på bevægelse,« siger Thomas Medom.
Bygningerne opføres fleksibelt, så der sikres rumlige undervisningslokaler, der bedst muligt understøtter gennemførelsen af en differentieret undervisning af børnene. De rumlige undervisningslokaler skal desuden give mulighed for at sikre ro og tryghed for den enkelte elev.
De nye tilbygninger forventes at stå klar i 2023. Indstillingen er mandag godkendt af Magistraten og ventes byrådsbehandlet til januar.
Det er fra Magistraten indstillet, at der gives en anlægsbevilling på 21,2 mio. kr. i 2022-priser til udbygningen. Denne skal finansieres af anlægsreserven til udbygning af skolen, der er afsat i Aarhus Kommunes Investeringsplan 2024-2033, hedder det i referatet fra Magistratens møde.