Kagedysten: Der kæmpes med flødeskum og sukkersøde ord

Niels Erling elsker ”Bagedysten”.

Han elsker, at man gør noget, der er enormt simpelt og egentlig bare noget hyggeligt til det store drama med underlægningsmusik og spænding: Når cremen at sætte sig?

»Kampen foregår med flødeskum. Al den dramatik er enormt sjov. Det er det samme med denne forestilling: Udgangspunktet er ret enkelt, og så skubber vi på for at gøre det enkle enormt dramatisk. Det er alle de virkemidler, jeg elsker at bruge,« siger den 33-årige instruktør, der har iscenesat ”Kagefabrikken” på Aarhus Teaters Scala-scene.

»Også i ”Kagefabrikken” er det kontrasten mellem det søde, det lækre og det hyggelige mod det meget dramatiske og alvorlige. Jeg arbejder ikke så meget med realisme – jeg kan godt lide de kæmpestore reaktioner og al underlægningsmusikken i ”Bagedysten”. Jeg kan slet ikke undgå at få min forestilling til at ligne den.«

Slankekager som et nyt hit

Der er nu en forskel.

For på Niels Erlings kagefabrik eksperimenteres der med kager, som får folk til at tabe sig.

Det går nemlig rigtig dårligt. Der bliver ikke tjent nok penge, der er åbenbart ikke nogen, der har lyst til at spise deres småkager længere, selv om de er lavet på årelange tør- og vådkagetraditioner. Derfor bliver der hyret en konsulent, Faxholm, som skal trimme fabrikken og få økonomien på ret kurs igen.

Løsningen, mener konsulenten, er slankekagen: en kage, der kan redde landet fra fedmeepidemien og blive et ideal for vores kultur med synd kontra sundhed. Hvorfor producere sygehuskandidater, når folk med en sød tand i stedet kan spise en slankekage?

Skumle bagtanker

Så enkelt er det selvfølgelig ikke, trods konsulentens mange sukkersøde ord. Han har ikke rent mel i posen.

»Det viser sig, at han vil fyre alle medarbejderne, overtage aktierne og flytte fabrikken til Kina. Så den lille håndfuld ansatte mister alt det, de har, bedst som de troede, at de havde et liv, de kendte. Det bliver i stedet vendt fuldstændig på hovedet, for konsulenten vil også have medarbejderne til at forandre liv, og de skal begynde med deres eget: De skal gennemføre et effektivt slankeprogram,« siger Niels Erling.

Teksten er skrevet af dramatikeren Christian Lollike – i dag kunstnerisk direktør på teatret Sort/Hvid og en af Aarhus Teaters faste samarbejdspartnere – sammen med erhvervspsykologen Franz Wilhelm Søes-Cybulski for 11 år siden.

»Det var egentlig meningen, at det skulle være en tv-serie. Men i 2012 ringede Det Kgl. Teater til Christian og spurgte, om han have en farce liggende. Så rodede han i sin skuffe, fandt denne, og så fik den premiere samme år,« fortæller Niels Erling.

»Nu er han begyndt at udvikle den til en film, som bliver lavet næste år, men Aarhus Teater ville gerne have den nu. Derfor har vi været i gang med at moderere den. Den har typisk Christian rimelig meget politisk kant, og vi kunne jo godt se, at der er sket meget med det politiske sted og med det sted, som vi griner fra og fortæller historier fra. Så man kan sige, at det er en moderniseringsproces, Christian og jeg har været igennem, og nu synes vi selv, at den står knivskarpt.«

Sitcom og dåselatter

Hele den voldsomme historie er pakket ind i hygge, fortæller han.

»Det har vi forstærket i vores udgave. Vi har gjort forestillingen til en sitcom, har sat dåselatter på og er gået benhårdt efter kendte humoristiske træk. Hvor meget kan vi grine ad? Når alle begynder at æde hinanden, kan man så grine sig gennem det? På den måde er det også en slags angreb på den danske hyggekultur,« siger Niels Erling.

»Christian har gjort det geniale, at han har sat en historie, der egentlig er ret tragisk og rimeligt politisk voldsom, midt i noget så kitschet som en lille småkagefabrik, der ligger ude på landet. Vi gik efter Industridanmark med denne lille, hyggelige fabrik ud fra tanken om, hvordan små industriarbejdspladser ofte bliver flyttet til andre dele af verden. Hvad efterlader det af menneskeskæbner – folk bliver fyret og overlades til sig selv. Hvad bliver der af dem? Det har jeg været meget optaget af.«

Forestillingen får et ekstra tryk, dels med fabriksejeren, Niels, der prøver at begå selvmord, dels med ansættelsen af en ny kageudvikler, Zeinab, der bærer burka.

»Medarbejderne kan ikke se hendes ansigt, og fordi de er truet på deres levebrød, begynder de at skabe fjendebilleder. På den måde er det også en historie om et samfund eller en lille gruppe, der går i opløsning, fordi den bliver truet. Tryk avler modtryk – når vi bliver truet på vores sikkerhed, vender vi vores vrede udad. Så den handler også om racisme og illoyalitet og om hovedkarakteren, fabriksejer Niels, der går til grunde i det hele,« siger Niels Erling.

»Kvinden i burka bliver en beholder, som folk kan hælde al deres had og fordomme ned i, fordi de ikke kan se hende og ikke synes, at de kan mærke hende. Hun gør ingenting, hun prøver bare at hjælpe dem med at udvikle en kage, men de retter al deres vrede mod hende, det hele er hendes skyld.«

Barnlig uskyld

Humoristisk, ironisk, satirisk. Niels Erling bruger alle ordene om forestillingen.

»En satirisk ramme kan gøre, at man oplever en større kontrast til sorgen. Al den smerte, der ligger i fortællingen, bliver tegnet meget tydeligere op, når man placerer den i et lydbillede, hvor der er nogle, der bare griner og griner og griner,« siger han.

»Det er en kagefabrik, et billede på barnlig uskyld. De medvirkende ligner tegneseriefigurer, og på den måde kunne dette have været et barns fantasi om en kagefabrik. Det står stærkt, fordi vi bruger det helt uskyldige billede til at vise ødelæggelse og den store smerte og til at fortælle om racisme, om medarbejdere, der mister tilliden til deres chef, om en konsulent, der laver et seksuelt overgreb på en medarbejder – der er meget, der ødelægger uskylden.«

Dåselatter og frirum

Han er lidt spændt på, hvordan publikum reagerer.

»Det er en ret fantastisk kontrast, vi har sat op. Når folk kommer ind, ser de hygge og glæde og hører latter og dansktopmusik. Vi skruer så meget på for at sige, at det her er så hyggeligt, og nu skal I fanme bare se, hvad der rammer jer,« mener han.

»Derefter kvæler historien på en måde publikum ned i kagedejen med dåselatter. Det gør, at vi er nødt til at tage stilling til, hvad det er, vi griner ad, i Danmark. Vi har sådan en kultur, at vi altid skal kunne grine ad alt – alt skal kunne være sjovt. Den kultur er sat under pres af de politiske strømninger, og det er det, man mærker her. Ved at sætte så megen dåselatter på, skaber vi et frirum for publikum til at overveje, hvad det er, der er så sjovt, at vi er nødt til at grine hele tiden.«

Han kan godt lide at arbejde med to ord for sine forestillinger: humor og brutalitet.

»Jeg elsker at spænde teater op mellem de to begreber. Vi er meget konkrete her – vi gør humoren brutal. Alt er sjovt, hurtigt og larmende, og derfor har jeg desuden placeret nogle lommer af inderlighed i fortællingen, så man kan mærke, hvad vi mister, hvis vi bare vil grine ad alting, hvis alt bare skal gå hurtigt hele tiden. Hvad er det så, der er i fare?«