Busforsinkelser i Aarhus koster mindst 35 mio. kr. om året

Aarhus Kommune vil bruge yderligere 30 mio. kr. til at få busserne hurtigere frem. Ifølge Midttrafik koster trafiktrængsel i Aarhus alene målt på skoledage 35 mio. kr. om året.

Artiklens øverste billede
Byrådet har i alt afsat 49 mio. kr. til at forbedre fremkommeligheden for busser i Aarhus til udmøntning i perioden 2021-2023. Arkivfoto: Christian Klindt Sølbeck

De første 19 mio. kr. til at sikre, at flere aarhusianske busser følger tidsplanen, er allerede uddelt.

Onsdag skal Aarhus Byråd tage stilling til om de sidste 30 mio. kr. i en pulje til at øge busfremkommeligheden i Aarhus i perioden 2021-2023 skal frigives. Pengene skal ifølge indstillingen fra Teknik og Miljø bruges til konkrete forbedringer af busfremkommelighed i det kollektive trafiknet.

»Der er en række trafikkryds i Aarhus, hvor vi gerne vil skabe øget busfremkommelighed. Det er de kryds, hvor der er arealkapacitet til at beholde det nuværende antal kørebaner og samtidig udvide med et ekstra spor til bussen. Dermed kan bussen få fortrin i lyskrydset, men ikke optage et areal, som man i dag deler med bilerne,« siger Bünyamin Simsek (V), rådmand for Teknik og Miljø.

Teknik og Miljø peger i indstillingen bl.a. på krydset Frederiks Allé og Banegårdsgade, på Busgaden og på krydset Randersvej og Ringgaden, hvor busserne ved hjælp af forskellige fysiske tiltag kan få lettere ved at komme frem. Det handler om at sikre et bedre flow i trafikken, siger rådmanden.

»Vi skal undgå kødannelse i trafikken. Det er ikke godt for busser, ligesom det heller ikke er godt for biler og lastbiler,« siger Bünyamin Simsek.

Ifølge beregninger fra trafikselskabet Midttrafik koster busforsinkelser alene målt på skoledage 25 mio. kr. om året i dele af Aarhus Kommune. I notatet fra Midttrafik ”Notat om busfremkommelighed i Aarhus” af 26. februar 2019 er der samlet set mere end 200 timers merkøretid på grund af trængsel på en skolehverdag, svarende til ca. 174.000 kr. pr. skoledag. Midttrafik har omregnet det til antal timer på et års skoledage, hvilket svarer til knap 35 mio. kr. Dertil kommer forsinkelser på ikke-skoledage samt i den del af busnettet, som ikke indgår i analysen.

S: Brug for ny analyse

Socialdemokratiet i Aarhus Byråd er også med i aftalen om at bruge yderligere 30 mio. kr. til bedre busfremkommelighed. Alligevel tog partiet forbehold, da sagen var på magistratsmødet i slutningen af juni.

Ifølge næstformanden for teknisk udvalg, Steen Bording Andersen (S), ønsker Socialdemokratiet et bedre analysegrundlag for at kunne uddele pengene til præcis de strækninger med flest forsinkelser for alle busser. Med andre ord er partiet ikke umiddelbart helt enig i den bruttoliste over busprioriteringsprojekter, som Teknik og Miljø lægger op til.

»Midttrafik, som alene ser på busfremkommelighed, har i materialet til byrådet måske lagt nogle andre forudsætninger ind end dem, som Teknik og Miljø, der også kigger lidt på de øvrige biltyper, har lagt i sin indstilling. Der mangler også et bud på, hvad der kan laves for at afhjælpe fremkommelighed for de ”blå” regionalbusser, som også er en del af vores kollektive transportinfrastruktur,« siger Steen Bording Andersen.

Ifølge Teknik og Miljø er bedre kollektiv trafik en vigtig del i den grønne omstilling på mobilitetsområdet om at gøre det mere attraktivt at skifte fra bil til cykel eller kollektiv trafik. I forhold til rejsetid er bussen på det punkt »bagud på point«, skriver forvaltningen, da bussen ikke kan tilbyde dør til dør-transport. For at opretholde og forbedre bussens konkurrenceevne er det derfor nødvendigt, at trafikplanlægning og investering i infrastruktur benyttes aktivt til at give bussen den samme eller bedre fremkommelighed som den private trafik, påpeger Trafik og Miljø.



Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen