Få nu truffet en beslutning om vildskovsprojektet
Politikerne på rådhuset begynder at se mod nye arealer til en vildskov i Aarhus. Men uanset hvad man hegner ind, vil det ligge nogle til last.
Gennem mange måneder er debatten om etablering af en indhegnet vildskov i Marselisborgskovene bølget frem og tilbage som skvulp i et badekar: uden for alvor at komme meget videre.
På den ene side var forligskredsens ønske om at finde en løsning, der beriger naturen uden at belaste mennesket. På den anden side viste sig så at være embedsværket, der i denne uge erklærede idéen om et sådant kompromis håbløs. Ifølge forvaltningen for Teknik og Miljø var opdraget umuligt at imødekomme, og så stod politikerne der med deres holdninger.
Der er teknikrådmand Bünyamin Simsek (V), som fastholder, at han i Marselisborgskovene vægter aarhusianernes bevægelsesfrihed højere end indhegning af græssende dyr og deraf følgende biodiversitet – men foreslår alternativer.
Det vil da være klædeligt, om man snart kan nærme sig en konklusion af en art. Men sagen er jo den, at uanset hvad man indhegner, vil det ligge nogle til last.Jacob Haislund, redaktør på JP Aarhus
Der er borgmester Jacob Bundsgaard (S), som – om linjen fra Teknik og Miljø – kaldte det »en falliterklæring, hvis man som forvaltning og rådmand ikke kommer med et bud på en løsning«.
Og så er der jo den kendsgerning, at 2021 er et valgår. Også i denne sag lader sværdslagene sig høre. Hvem vil ikke arbejde for naturen og den grønne dagsorden? Hvem vil på den anden side genere vælgere, der skal sætte kryds i november?
Måske det så småt begynder at lysne, nu da forligspartierne ved et møde onsdag er blevet enige om også at se mod andre arealer, som kan inddrages og indhegnes uden at spolere naturoplevelser for skovens mange fritidsbrugere.
Socialdemokratiets politiske ordfører, Anders Winnerskjold, er »med på at gå lidt op i helikopteren« og se på tilstødende arealer ved Moesgaard og måske ligefrem andre områder i Aarhus. Og SF’s Liv Gro Jensen, der for Alternativet var med til at lancere idéen til at begynde med, ser debatten blive mere konkret. Men helt tilfreds er hun ikke og vil se »noget på skrift«.
Det vil da være klædeligt, om man snart kan nærme sig en konklusion af en art. Men sagen er jo den, at uanset hvad man indhegner, vil det ligge nogen til last. Om det så er bortforpagtede landbrugsområder, der tages tilbage til kommunen, eller den mindre velkendte Hørret Skov, som Bünyamin Simsek har foreslået som et alternativt sted at sætte hegn op. For i den skov er der f.eks. unge kvinder, der rider tur. Og græssende kvæg kan skræmme heste og bringe ryttere i farlige situationer, som JP Aarhus’ reporter i skoven lærte forleden.
Budskabet fra min forgænger i disse spalter var ikke til at tage fejl af: Drop Moesgaard Vildskov.
En forudsætning for, at vi alle hver især værdsætter naturen og i sidste ende også biodiversiteten, er velsagtens, at vi gør brug af den. Det er alt andet lige lettere, hvis den ikke er hegnet ind.
En vildskovs effekt på klimaet har i sig selv været et emne for diskussion. Men at både dyr og mennesker kan have glæde og gavn af vildskaben, synes utvivlsomt.
Budskabet herfra skal derfor være dette: Hvis der reelt findes en løsning, der leverer et kompromis mellem menneske og natur, så få den vedtaget. Det næste spørgsmål er så, hvor langt projektet efterhånden i omfang er fra de visioner, som politikerne enedes om i 2019.
Hvis man virkelig vil den vildskov, må man før eller siden rive plasteret af og stå ved den. Ellers er tiden måske inde til at erkende, at det er bedre at skrinlægge projektet.