Fortsæt til indhold
Aarhus

Politi efterlyser sort BMW efter skud mod lejlighed

Østjyllands Politi vil gerne have fundet en sort BMW, der sættes i forbindelse med en skudepisode i Viby og beder offentligheden om hjælp.

En sort BMW med tildækkede nummerplader blev set køre væk i høj fart fra en parkeringsplads tæt på en skudepisode på Skanderborgvej i Viby torsdag morgen. Denne bil vil Østjyllands Politi gerne finde og beder om hjælp hertil. Derfor har politiet offentliggjort et billede af bilen, som muligvis er en sort BMW 435i Gran Coupé.

Torsdag morgen kl. 06.54 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en borger om skud ved Skanderborgvej tæt på Viby Idrætspark. Kort efter så borgeren to »udenlandsk udseende« mænd, der kom løbende hen til en sort BMW med tildækkede nummerplader, oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Bilen holdt parkeret på parkeringspladsen ved Nordbyvej bagved Danbo Møbler (det røde kryds på kortet). Bilen blev set køre fra stedet ad Nordbyvej og videre ad Ormslevvej (den blå linje på kortet).

Da politiet ankom til gerningsstedet, kunne det konstatere, at der var blevet affyret skud ind igennem et vindue til en lejlighed på Skanderborgvej. I lejligheden var en 37-årig mand, som var uskadt, fremgår det af politiets pressemeddelelse.

Østjyllands Politi efterlyser vidner, der kan have hørt eller set noget umiddelbart inden kl. 07.00 torsdag morgen, eller som kan have set den sorte BMW. De kan kontakte politiet på telefon 114.

Østjyllands Politi har i øjeblikket ikke yderligere kommentarer til skudepisoden, oplyser presseafdelingen.