Det kæmpestore ego afslørede ikke sine kilder. Men det gør Museum Jorn nu

Christian Kortegaard Madsen kan næsten ikke vente.

Museumsinspektøren på Museum Jorn i Silkeborg har arbejdet længe og meget intenst med en udstilling om to kunstnere, som man uden at overdrive kan kalde nogle af de fremmeste: Asger Jorn og Joan Miró.

Indenfor hænger værkerne side om side, imponerende i deres størrelser, som går fra et keramisk værk, som er formet i en hånd, til imponerende vægtæpper, hvoraf det største vejer 100 kg, de lidt mindre 60-80 kg.

»Vi måtte være flere om at hænge dem op,« fortæller Christian Kortegaard og går rundt i de mennesketomme gallerier og peger værker ud, som han synes, at museet har været virkelig heldig med at kunne låne, bl.a. et Miro-værk fra 1924.

»De er svære at låne, fordi de er både værdifulde og skrøbelige. Det har krævet en del overtalelse, fordi flere af værkerne er i privat eje, men vi har arbejdet målrettet med det, fordi det var vigtigt for os at lave en udstilling, der var personlig og havde dybde.«

Fra private samlinger

Han fortæller med en vis stolthed, at otte af værkerne i ”Miró & Jorn” kommer fra Miró-familiens egen samling og aldrig har været vist før. Et barnebarn af Miró har da også meddelt, at han kommer for at se udstillingen.

Alt i alt er der 60 Miró-værker på udstillingen, som giver et indblik i, hvordan kunstnere inspirerer hinanden.

Det gjaldt også Asger Jorn, som flyttede til Paris og gerne ville studere hos Wassily Kandinsky. Denne tog imidlertid ikke mod elever, så i stedet kom han ind hos Fernand Léger.

»Jorn brød med ham efter et år. Han mente ikke, at der var følelser nok i det,« fortæller Christian Kortegaard.

Derfor fik han nye forbilleder, bl.a. Joan Miró.

»Jorn talte ikke så meget om det, men man kan helt åbenlyst se, at han dyrkede Miró og det abstrakt-surrealistiske univers, som den spanske kunstner svælgede i i 1920’erne,« siger han.

»Det er der, vores interesse for de to begynder. Miró havde en lang kamp for at slå igennem i Paris. Han var ludfattig, og ikke engang hans familie troede på ham. Der var ingen interesse for det, han lavede. Så blev han en del af den surrealistiske bevægelse, og der syntes man, at han var interessant med sine symboler.«

Dem blev Jorn også fascineret af, uden at han gjorde den store fortælling ud af det.

»Jorn plæderede for samarbejde, men var samtidig et kæmpestort ego, der ikke ville afsløre, hvem hans kilder var. Inspirationen fra Miró er dog tydelig,« siger museumsinspektøren og peger på de mange sammenstillinger af værker, der viser, hvordan de to mestre har haft øje for hinanden.

Nogle gange er man nødt til at læse på skiltet ved siden af værket for at se, hvem ophavsmanden er.

»Miró endte med at være en af de største på sit felt, og Jorn blev ved med at have ham med i sin bagage. De mødtes der, hvor Miró blev lidt outreret og gjorde noget overraskende,« siger Christian Kortegaard.

»Jorn begyndte at kaste med maling i 1950’erne, mens Miro først gjorde det i 70’erne. De var begge inspireret af de abstrakte ekspressionister. Jorn var sarkastisk omkring det, men det var Miro aldrig. Han var superseriøs – derfor tog det længere tid, før han begyndte på det. Han tog også længere tid om at lave sine værker, fordi han tilføjede små detaljer for netop at vise seriøsiteten.«

Rensdyrhår og grannåle

Fælles for begge var, at de interesserede sig for der, hvor de kom fra.

»Jorn fra det nordiske, Miró fra det sydeuropæiske, især det catalanske. Folkekunst interesserede dem begge,« siger Christian Kortegaard, mens vi står ved siden af de store vægtæpper, som i hele deres tekstur inviterer til ikke bare at se, men også røre – men det går naturligvis ikke.

»Jorn begyndte at væve og producerede tæpper sammen med fem vævere. Han vævede rensdyrhår ind, så det fik en materiel tilknytning til det nordiske. På samme måde arbejdede Miró med grannåle fra catalonske træer.«

De delte også interessen for det barnlige. Miro mente, at alle børn er kunstnere, og Jorn sagde det samme. Også det er tydeligt i udstillingen.

»Vores mål er, at man med udstillingen skal føle, at man har lært disse to kunstnere lidt bedre at kende – at man er kommet lidt ind i deres maskinrum,« siger Christian Kortegaard, der nu bare venter på at kunne slå dørene op den 21. april.

Den var oprindeligt planlagt til at åbne i februar, men er til gengæld forlænget til september.

»At have denne udstilling hængende uden at kunne vise den frem for publikum har været som at have et akvarium uden fisk. Vi er her for at formidle kunst, det er vores hele formål,« siger han.