AGF lancerer støttetrøje
»Ingen må søge sit eget. Spredte skal vi styrte, men samlede skal vi stige.«
Sådan lyder AGF’s klubmotto, og under den aktuelle coronakrise har ordene tilsyneladende vist sig at leve i bedste velgående. Således har AGF i den senere tid oplevet en stor støtte fra sine omgivelser og Aarhus, hvor fans, sæsonkortholdere, sponsorer og mange andre har bakket op og tilkendegivet deres støtte og sympati, oplyser klubben i en pressemeddelelse.
Senest har 80 pct. af klubbens sæsonkortholdere valgt at donere deres tilgodehavende for manglende kampe videre til forskellige initiativer.
Har man lyst til at støtte klubben, er muligheden her nu. AGF har lanceret en særlig version af den hvide spillertrøje som en hyldest til sammenholdet og til byens opbakning. Ved at købe trøjen støtter man både AGF og børne- og ungdomsfodbolden. Trøjen vil blive brugt af 3F Superliga-holdet i den første kamp efter coronanedlukningen. Her vil spillerne spille med en tekst på ryggen; Samlet for Aarhus – hver for sig. Derudover vil klubbens motto være at finde under AGF’s klublogo på fronten af trøjen.
»Det er i en svær tid som denne, at man mærker, hvor stærkt fællesskabet er i Aarhus – det vil vi gerne hylde med denne trøje. Samtidig er der mange, der efterspørger muligheder for at støtte klubben i denne tid. De får nu mulighed for at give deres konkrete støtte ved at købe trøjen,« udtaler direktør i AGF, Jacob Nielsen, i en pressemeddelelse.
Klubben donerer 200 kr. pr. solgt trøje til AGF’s talentsamarbejdsklubber i Aarhus og i resten af Østjylland. Trøjen sættes til salg fra AGF’s Fanshop torsdag kl. 10. Her åbner AGF Fanshoppens butik, for første gang siden coronakrisen lukkede Danmark ned.
JP Aarhus