Livreddende fugleførstehjælp

I weekenden havde jeg ungerne med på skovtur, og vi gik forbi et buskads, hvorfra der lød en sagte pippen. Fuglekonger! Da vi ville tage dyrene nærmere i øjesyn, fløj den ene op og strejfede en nærliggende vinduesrude, som åbenbart spejlede skoven tilpas troværdigt. Fuglekongen fløj dog videre, tilsyneladende uantastet, men slog så pludselig en kolbøtte i luften og nødlandede i græsset.

Nå. Vi løb hen til fuglen, som lå med udbredte vinger, åbent næb og lukkede øjne. Og benene bare slapt krøllet sammen. Det plejer at være opskriften på en hastigt døende fugl, men omvendt findes der utallige beretninger om fugle, som efter få minutters fred og ro atter kommer til hægterne efter en kollision med vinduesglasset. At ligge småbevidstløs i det kolde græs med en kropstemperatur på 42 grader er dog opskriften på en lynhurtig nedkøling, så jeg holdt den i min hule hånd for trods alt at give den lille fugl en chance.

Det virkede ikke specielt lovende, idet fuglekongen i de første minutter blot sad med lukkede øjne og åbent næb, men efterhånden som den kom til sig selv, blev næbbet lukket, øjnene åbne, og benene begyndte at komme til live. Endnu et par minutter, og fuglen lagde en lille klat i min hånd. Det er et godt tegn, for den adfærd er ofte ensbetydende med, at fuglen er klar til at gå på vingerne. Ganske rigtigt – et øjeblik efter fløj fuglekongen ind i en grantykning, hvorfra vi kunne høre andre fuglekonger. Alt var godt, og det tegner godt.

Fuglekongen har nemlig allerede overlevet den hårdeste tid på året, nemlig den sene vinter. I kolde vintre dør op mod 95 pct. af de overvintrende fugle, fordi favoritspisen, som er edderkopper, cikader og bladlus, bliver utilgængelig. Nu er kolde vintre generelt længe siden, så oven på en række milde vintre vil langt flere fuglekonger være standfugle, fordi det bedre kan betale sig at blive. Men det er stadig hårdt, uafbrudt arbejde for at finde kød, flere tusinder stykker i timen. Fuglekonger er således altid i aktivitet.

Det er ikke kun standfuglene, vi møder, når vi er i nåleskoven. På skuldrene af vinteren overflyves vi ydermere af måske en million fuglekonger fra Skandinavien. Normalt trækker de uset i nattemørket, fordi dagen skal bruges på uafbrudt fouragering, men især om efteråret kan de også trække om dagen. Det er altid imponerende at se, hvordan de bittesmå fugle ufortrødent flyver ud over det store hav, hvor mange falder som snacks for de altid årvågne spurvehøge og måger. Endnu flere er dog under trækket kollideret med de store glaspartier i f.eks. Ørestaden, hvor de små fugle totalt mister orienteringen.

Med den gule krone er fuglekongen helt umiskendelig. Og dog – den har en sydlig søsterart, som er under hastig etablering i Danmark. Den hedder rødtoppet fuglekonge og kendes på, at den har en kraftig øjenbrynsstribe, mens vores normale fuglekonge blot har et stort, sort øje på en grøn kind. Rødtoppet fuglekonge opdages næsten altid på den gennemtrængende sang, som hannerne foredrager fra høje træer. Det kan derfor være vanskeligt at få fuglen at se, men hvis man har en smartphone med sig, kan man eventuelt afspille lidt playback af rødtoppet fuglekonges sang. Rødtoppet er nemlig ekstremt temperamentsfuld, og hører den en artsfælle, skal der virkelig markeres. Inden man har set sig om, har man en rødtoppet fuglekonge siddende på helt klos hold. Wauw.