Ulvefødder på vejskrænten

Det er både en kold og grå tid, vi lever i. Man vågner og tænker, at det er nat, men vækkeuret viser 07.45, og regnen pisker mod ruden. Det er sådan en dag, hvor alle de fantasier og planer, man har haft om en fugletur, bliver skrinlagt, for charmen ved fuglekigning i blæst og regn er til at overse. Ikke nok med, at kikkertlinserne konstant skal tørres af, det er heller ikke decideret sundt for kameraet at blive gennemblødt.

Men felten kalder – vedholdende og højt. Normalt ville jeg tage cyklen ned i skoven, men blæsevejret gør den mulighed lidet attraktiv. I stedet propper jeg en kande kaffe i rygsækken, tager vandrestøvlerne på og begiver mig på gåtur. Jeg elsker at gå i regnvejr; verden lukker sig om dig og mange lyde forstærkes, desværre dog også af trafikken på hovedvejen, som jeg for en kort stund vandrer langs, inden jeg skal ind i skovens dybe, stille ro.

Trods trafikstøjen trækker den stejle, sandede vejskrænt på mig. Her flyttede man for en del år siden en hovedvej og gravede sig ind i en bakke med hvidt kvartssand. Normalt ville man hælde muld på efterfølgende og udså en blanding af græs og urter, som hurtigt ville etablere et tæt og frodigt plantedække. Men her kom mulden aldrig på, og ligesom alle andre muldfrie steder er det guld for biodiversiteten. Når der kun er sand, gror alting meget langsomt, og er man en lille nøjsom plante, bliver man derfor ikke udkonkurreret af højtvoksende græsser og urter. Det er derfor, at der her på skrænten findes almindelig ulvefod. Den ligner en blanding af en mos og et grantræ, men er helt sin egen.

Ulvefødder er primitive planter, faktisk tættere beslægtet med mosser end med blomsterplanter. De tilhører karsporeplanterne, hvortil bl.a. bregnerne hører, og de udmærker sig bl.a. ved at sprede sporer – kopier af sig selv – i stedet for befrugtede frø. Sporerne spirer så nede i jordbunden til såkaldte forkim, som er helt afhængige af et samspil med svampe for at kunne overleve. I forkimene dannes æg- og sædceller; sædcellerne svømmer hen til ægcellerne, hvorefter befrugtningen sker, skjult for alle. Produktet bliver den voksne ulvefodsplante, sporofyten, med høje aks, hvori sporerne dannes.

Den almindelige ulvefod er ingenlunde almindelig – faktisk er den i dag ganske sjælden. Ulvefødders lave vækst kombineret med deres primitive rødder og afhængighed af vand gør dem ret sårbare i konkurrencen med høje, tilpasningsdygtige urter og græsser.

I gamle dage fandtes almindelig ulvefod overalt på fugtige heder og i skove på dårlig jord, men i dagens næringsrige landskaber er den fortrængt til de lokaliteter, hvor næringskrævende arter absolut ikke kan klare mosten, dvs. fugtige hjørner af heder, sandede skrænter og den slags.

Normalt plejer der her på vejskrænten at være et mylder af almindelig ulvefod, men nu er den væk! Jeg går i en let panik, da jeg rædselsslagen erkender årsagen: Tørken i 2018 slog simpelthen alle ulvefodsplanterne ihjel. Når man er sårbar over for udtørring og findes på sandede skrænter, er tre måneders tørke ganske enkelt alt for hård kost. Jeg leder desperat efter bare en enkelt overlever, men finder kun resterne af visne ulvefødder. Forhåbentligt gemmer der sig også masser af sporer i sandet, som en dag kan spire til forkim og lægge grunden til en ny bestand af ulvefødder på min skrænt. Det kræver bare rigeligt med vand. Det er der heldigvis i dag!