Slåentid – bittert bær venter på frosten

Dengang jeg var barn og boede i Vejle, havde familien en tradition hvert efterår i oktober. Når vinden var gået om i nordvest, og den første nattefrost havde indfundet sig, skulle vi ud til vandet. Det var en tradition, jeg i høj grad sympatiserede med, for fugletrækket kan være stort på de kanter. Men min fader havde helt andre planer. Ved kysterne ud til Vejle Fjord gror nemlig det ene tætte slåenkrat efter det andet, og hvis der var én ting, han havde en vis affinitet for, så var det slåen. Det var ellers ikke, fordi han var den store botaniker, men slåen kunne han altid kende. De blålige bær med den hvidpudrede overflade blev derfor behørigt indsamlet, og man kunne tydeligt se på ham, at hans tanker allerede da var to måneder længere fremme – for bærrene skulle selvfølgelig bruges til den slåensnaps, der så sikkert som amen i kirken klukkede lystigt på de mørke decembermorgener.

Men som altid er det næsten forventningens glæde, der er den største. Når de frostbidte slåen var hældt på en flaske Brøndum i familiens kryddersnapskaraffel, skulle de rystes voldsomt hver eneste dag. Efter alle kunsten regler. Det var dagens højdepunkt. Min far bildte sig ind, at netop denne rystetur var årsagen til, at hans slåensnaps var populær i hele nabolaget. Retteligen handlede det vel mere om, at han havde en snaps, som han kunne tillade sig at servere uden særlig grund. Kryddersnapse er lidt finere end den rene vare; ja, det er faktisk lige før, der er tale om en nødvendig medicin! Og medicin kan man altid byde folk på en blæsende eftermiddag i julemåneden …

Mit forhold til slåensnaps er til gengæld ikkeeksisterende. Når man bliver en smule botanisk interesseret og kender tormentil, er slåen ligesom lidt for banalt. Slåen gror jo overalt. Den er især talrig i krat og på græsland, hvor den i modsætning til mange andre vedplanter har det glimrende med græsning. Slåen bliver nemlig meget tæt og meget stikkende, hvilket kan holde såvel heste som kvæg på afstand – med mindre dyrene er meget sultne. På Molslaboratoriet ses således mange steder tætte bestande af slåen, og her ser man også, hvordan naturlige landskaber ser ud.

Ude i det fri bliver nye træer som oftest spist, før de vokser sig store, og de eneste steder, hvor f.eks. birk og eg får lov til at vokse op, er inde i midten af slåen-, æble- og tjørnekrat. Det var derfor, at man i gamle dage sagde, at ”tjørnen er skovens vugge”. Med Fredskovsforordningen af 1805 blev husdyrene smidt ud af skoven, så træerne fik ”fred” – men dermed mistede vi også den slags græsningslandskaber, som i tempererede økosystemer har millioner af år på bagen. Det er gået ud over ufatteligt mange arter.

Blandt sommerfuglefolket er slåen særdeles populær, fordi knopperne (men ikke bærrene) lægger hus til larverne af den ekstremt smukke dagsommerfugl, guldhalen. Netop omkring Aarhus har guldhalen en af sine få store danske bastioner, og den vækker altid jubel, når den pludselig dukker op i blomsterne. Mindre populær er slåen hos fuglene, som først i yderste nød begynder at æde bærrene. De indeholder nemlig store mængder af garvesyre, som virkelig snerper munden sammen. Men når frosten for alvor har bidt, er slåen klar; det ville ærlig talt også være mærkeligt at have udviklet et bær, som ingen gad spise! Hvordan skulle man så få spredt sine frø?