Fortsæt til indhold
Aarhus

Fregatten som kunstnerne ser hende

18 aarhusianske kunstnere har været ombord på Fregatten Jylland for at lade sig inspirere.

Hen over sommeren er verdens længste bevarede krigsskib af træ gået nye veje i formidlingen af sig selv som kulturarv. En række kunstnere har fortolket hende. Fregatten Jylland bor i Ebeltoft og er ikke sådan lige at flytte, så når museet ikke kan komme til kunstnerne, må kunstneren komme til fregatten. Og det har de gjort.

Fregatten Jylland inviterede den anerkendte kunstnersammenslutning Jylland ombord og bad dens medlemmer om at fortolke det gamle træskibs historie i form af nye værker, der supplerer oplevelserne og forståelsen af kulturarven. Fregatten set fra nye aktuelle indfaldsvinkler.

Jesper Rasmussen (f. 1959) undersøger, hvor grænsen er mellem det autentiske og det konstruerede. Med sit manipulerede fotografi af fregattens nederste dæk kommer kunstneren i værket ”Fregatten Jylland” tæt på den romantiske forestilling om at portrættere ”det rene” skib og er samtidig en flydende overgang mellem fakta og fiktion.

Værkerne er inspireret af fregattens dramatiske historie som krigsskib, sømandslivet ombord og den smukke skibskonstruktion:

»Det glæder os meget at give vores gæster oplevelser ud over det sædvanlige, som det sker, når vi med kunsten som katalysator beriger besøget på Fregatten Jylland med nye visuelle ud- og indsigter,« siger udstillingsleder på fregatten, Karen Louise Juhl Christensen.

Udstillingen hedder ”Jylland på Jylland – Kunsten går ombord” og kan opleves frem til den 20. oktober.

Marianne Jørgensen (f. 1959) har ladet sig inspirere af skibskirurgien ombord på "Fregatten Jylland" og har skabt to broderede tavler, der underfundigt præsenterer datidens anatomiske kendskab. Traditionelt er viskestykker og puder blevet prydet med broderede blomstermotiver, mens kunstnerens makabre illustrationer i værket ”Broderede tavler” her befinder sig uden for håndværkets gængse motivkreds. Foto: Sonnich Jensen. Fregatten Jylland

Skabt til fregatten

»Hver kunstner har fået frit lejde til at arbejde med sine foretrukne materialer og kunstneriske udtryk. Kunstværkerne spænder derfor bredt fra store installationsværker på Fregatpladsen til grafik, maleri og lydinstallationer ombord på skibet. For kunstnersammenslutningen bød projektet på en unik chance for at gå i clinch med nye udstillingsplatforme, ligesom de store kunstneriske udfordringer, der følger med at skabe og installere kunst på fregatten, er både vigtige og interessante,« fortæller Karen Louise Juhl Christensen.

Værkerne er installeret i Museumshallen, på Fregatpladsen og ombord på selve skibet. I billetsalget udleveres et katalog over udstillingen og med det i hånden kan gæsterne udforske de mange forskellige værker og høre kunstnernes tanker bag.

Sonja Lillebæk Christensen (f. 1972) har med værket ”History is a mess/Historien er noget rod” dramatiseret fregatten Jyllands historie med selve fregatten som fortællende hovedperson. Her blandes begivenheder, tider, fakta og fiktion sammen med et humoristisk tvist, og fregattens historie og selvforståelse fremstår hvis ikke ligefrem kaotisk, så dog noget forvirret. Foto: Sonnich Jensen. Fregatten Jylland

Fregattens gæster vil kunne opleve udstillingen frem til den 20. oktober 2019.