Tjærenelliken – den klistrede fluefanger
Tjærenelliken har erklæret kemisk krig mod de insekter, der prøver at stjæle nektar fra den.
Sikke en møgmaj. Hverken mere eller mindre. Vindretningen har været så forkert, som den overhovedet kan være, når man interesserer sig for fugletræk, og temperaturerne har mest af alt lignet noget, vi normalt oplever i marts. Måske er vi blevet lidt forvænte oven på sidste års sommervejr, men hvis det her skal være standarden, ved jeg godt, hvad jeg vil foretrække. Det eneste positive, man kan sige om vejret, er faktisk, at man som kratlusker har bedre tid end normalt. Det er nemlig så dårligt vejr, at man ikke rigtig går glip af fugletrækket. Der er endda tid til at kigge på planter. Det gælder bl.a. den violette tjærenellike. Den har lige begyndt sin blomstring, og den er fed.
Der er mange arter af nelliker i Danmark, nogle er iøjnefaldende og indbyder til at blive plukket, mens andre er mere diskrete i udseendet og frygtede som ukrudt – det gælder f.eks. hønsetarm og fuglegræs. Generelt kender man nellikerne på, at bladene sidder parvist modsat hinanden, og at de fem kronblade er symmetriske. Tjærenelliken er dog helt sin egen, for ud over de beskrevne nellike-karakteristika er stænglen under hvert bladfæste tjærefarvet og ekstremt klistret.
De kaldes nektarrøvere, og de er udelukkende ude efter et uforpligtende bekendtskab, bare de får noget at spise.
Og det er ikke noget, som kræver undersøgelse med lup eller mikroskop; plukker man en tjærenellike, sidder fingrene næsten fast på stænglen, og kigger man efter, bemærker man, at der sidder døde eller døende insekter i klisteret! Adr. Man forstår bedre, hvorfor den på engelsk hedder ”the sticky catch-fly”.
Så er det, at folk forståeligt nok antager, at tjærenelliken er en kødædende plante – en af den slags, som ikke kan optage tilstrækkeligt med næringsstoffer fra jorden og derfor må supplere med kvælstof, fosfor, magnesium, kalium osv. i form af døde dyr. Men tjærenelliken er ikke kødæder, tværtimod. Den opfører sig aldeles civiliseret over for bier og sommerfugle, som bydes velkommen med nogle violette blomster med masser af nektar. Disse insekter bestøver nemlig nelliken, så arten bliver videreført, og faktisk er tjærenelliken en af de allerbedste nektarplanter her i kongeriget. Sidder man midt i nellikerne, vil det summe af humlebier over engen, og masser af sommerfugle i alskens vidunderlige farver flakser rundt imellem hinanden. Det bliver ikke smukkere og mere levende end her.
Til gengæld har tjærenelliken erklæret kemisk krig mod de insekter, der prøver at stjæle nektar fra den. En del insekter har nemlig hverken evnen eller viljen til at bestøve tjærenelliken eller andre planter for sin skyld. Det gælder bl.a. myrer. De kaldes nektarrøvere, og de er udelukkende ude efter et uforpligtende bekendtskab, bare de får noget at spise. De tømmer blomsternes nektarier nedefra uden at bestøve planten, og for mange planter er det et kæmpe problem.
Hos torskemund, som indeholder meget nektar, stjæles hele 95 pct. af nektaren af nektarrøvere, der er på røvertogt oppe i planten. Nu nærmer vi os sagens kerne. Hvordan forhindrer man nektarrøverne i at komme til? Man kan gøre som tjærenelliken - nemlig danne klister på stænglen. Insekter, som er på vej op, kan derfor ikke komme helt op til blomsterne, og faktisk er limen så kraftig, at den holder næsten alle insekter fast. Det er en trist død for kræene – så tæt på målet og så alligevel….
Tjærenelliken er desværre en ganske sjælden art omkring Aarhus, hvor den kun findes på de allerbedste overdrev, men på Mols og i Midtjylland har den meget livskraftige bestande – især hvor mineraljorden under muldlaget er blevet blottet. Når der er tjærenelliker, er der med garanti også sommerfugle. Og hvor der er sommerfugle, finder man mig. Hvis bare vejret gider...