Hotel Royal indgår samarbejde med kendt Michelin-restaurant
Et nyt lokalt samarbejde skal sikre Hotel Royal status som Aarhus' førende hotel. Det fortæller medejer Mads Richard Pedersen efter, at hotellet fra maj overlader al forplejning til ejerne af Michelin-restauranten Gastromé.
Et nyt samarbejde mellem Hotel Royal og den anerkendte Michelin-restaurant Gastromé skal være med til at give det aarhusianske hotel på Store Torv det kvalitetsløft, som ifølge ejerne er nødvendigt for, at det historiske hotel også fremover kan tiltrække gæster fra Aarhus og resten af verden.
»Mit håb er, at Gastromé-ejerne fra start kan tiltrække gæster til restauranten. Vi giver dem rammerne, og jeg glæder mig til at se dem udfolde sig,« siger Mads Richard Pedersen, som sammen med sin far, Jens Richard Pedersen, ejer det mere end 170 år gamle hotel.
Det har altid været svært for os at drive restauranten og få det til at løbe rundt, fordi vi ikke har haft ekspertisen til det.Mads Richard Pedersen, ejer af Hotel Royal
Far og søn har netop overtaget driften, efter at hotellet i en længere periode har været forpagtet ud.
Ejere af Michelin-restaurant rykker ind
Det er dog ikke kun ejerfamilien, som har store forventninger til det gastronomiske samarbejde. Ifølge Søren Jakobsen, der sammen med William Jørgensen ejer Restaurant Gastromé, har det nemlig længe været en drøm for de to kokke at få lov at være en del af hotelbranchen.
»Fordi vi begge to er udlært på hotel, har det gennem en længere periode været en drøm for os at få lov at arbejde med et. Derfor er det et perfekt setup for os. Vi har fulgt Hotel Royal i mange år og er klar til at være med til at løfte kvaliteten og give gæsterne en god, sammenhængende oplevelse,« siger han.
De to aarhusianske kokke overtager 1. maj hotellets restaurant samt al forplejning. En overtagelse, der ifølge Mads Richard Pedersen er god for hotellet.
»Det har altid været svært for os at drive restauranten og få det til at løbe rundt, fordi vi ikke har haft ekspertisen til det. Det har Gastromé, og deres stil passer godt til det, vi gerne vil være: nummer et i branchen. Derfor er det et unikt samarbejde,« siger han.
Vi er klar over, at byen skal vænne sig til, at Hotel Royal er åbent for alle. Men mange af os benytter jo hotellerne, når vi er i udlandet, og derfor tror vi på, at det nok skal komme.Søren Jacobsen, ejer af Restaurant Gastromé og Restaurant Atrium
I forbindelse med overtagelsen skifter Hotel Royals restaurant navn fra Queens Garden til Restaurant Atrium. Samtidig vil en større renovering skabe et indgangsparti, som forbinder Store Torv med den nye restaurant.
Åbner op til Store Torv
Her vil forbipasserende kunne komme ind fra gaden og få en frokost eller en middag uden nødvendigvis at skulle overnatte på hotellet. Håbet er ifølge Søren Jakobsen, at det kan tilrække flere gæster end tidligere og skabe en mere sammenhængende oplevelse for de overnattende gæster.
»Vi er klar over, at byen skal vænne sig til, at Hotel Royal er åbent for alle. Men mange af os benytter jo hotellerne, når vi er i udlandet, og derfor tror vi på, at det nok skal komme,« siger han.
I den nye restaurant vil kokkene servere klassiske retter med inspiration fra det franske og nordiske køkken. Priserne starter ved 120 kr., og derudover vil der også være mulighed for at bestille sæsonbetonede cocktails, som ikke findes andre steder i byen. Atrium åbner nemlig med et helt nyt bar- og loungemiljø i restauranten.
Forskelligt udtryk
Men selvom det nye restaurantkoncept ligger klos op ad kokkeduoens nuværende stjernerestaurant, mener Søren Jakobsen alligevel, at der er plads til både Gastromé og den nye restaurant.
»Atrium skal leve sit helt eget liv. Det skal være et sted, som er mere åbent for det enkle og daglige, men omvendt favner restauranten også lokaler, hvor man kan holde store fester, runde fødselsdage, julefrokoster eller konfirmationer. Det kan vi ikke på Gastromé, så de to restauranter kommer til at adskille sig fra hinanden,« siger Søren Jakobsen.
Restaurant Atrium forventes at være klar i starten af juni.