Lorteæder med frontlæsser – på jagt efter sjælden skarnbasse

»Hvad laver du egentlig?«

Det er et spørgsmål, man ofte får, når man lusker rundt og vender fåre- eller krondyrlort. Det er for så vidt et ganske rimeligt spørgsmål, for det kan umiddelbart være svært at gennemskue, hvorfor man ikke har noget bedre at give sig til en søndag i marts.

Men forklaringen er naturligvis, at vi er på jagt efter den fornemste og mest spektakulære af vore skarnbassearter: Den trehornede skarnbasse. Hannen har tre tydelige horn i panden, hvoraf de to yderste er de længste. Den findes en del steder omkring Silkeborg, især hvor der er rigeligt med lyng og lort.

Trehornet skarnbasse træffes i vinterhalvåret, hvor det ellers kun er de færreste, der kigger efter insekter. Derfor kan den godt være noget overset. Først i slutningen af september dukker de nyforvandlede, voksne skarnbasser op fra deres underjordiske puppekamre. Derfor går de straks på jagt efter gødning. Når de har opstøvet gødning fra enten får, krondyr, rådyr eller harer, udgraver de sig hver deres lille spisehule i 15-20 cm’s dybde.

Skarnbassen hjembringer nu 10-20 gødningskugler til hulen, hvor føden kan fortæres i ro og mag. Denne opfedning tager normalt en lille måneds tid, men hvis vinteren sætter tidligt ind, vil dyrene overvintre i spisehulen. Når opfedningen er overstået, kravler hannerne op af deres huler for at opsøge hunnernes huler.

Når hannen har opstøvet en hun, finder parringen normalt sted i hunnens hule. Efter omtrent 10 minutters fornøjelse har hunnen fået nok og skubber hannen bagud. Nu skal begge køn i arbejde. Hunnen og hannen skal nemlig samarbejde om at udgrave en mineskakt, der kan være op til en meter dyb. Det er altså meget.

Det skaber naturligvis en bunke overskudsjord, som hannen transporterer op til overfladen. Her vil efterhånden ophobes et større læs, som kan nå en anselig størrelse, normalt op til 5 cm i højden og en diameter på 10-15 cm. Hvis vinteren er lun, kan man allerede midt i februar opleve, hvordan velegnede lokaliteter bliver fyldt med sådanne små muldvarpeskud, der ofte ligger ganske tæt.

Efter tre-fire dage er mineskakten mellem en halv og en hel meter dyb, og hunnen graver nu en vandret tunnel, et børneværelse, på ca. 10 centimeters længde. Hannen hjælper stadig til med at fjerne materialet, og når hunnen endelig er ved at være færdig med at grave, parrer dyrene sig normalt igen. I enden af værelset laver hun et lille hulrum, hvori hun lægger et 5 mm langt æg.

Hulrummet forsegles med ca. en centimeter sand. Hannen benytter ventetiden til at udvide lagerrummet længere oppe i systemet, så det kan rumme adskillige gødningskugler, der skal udgøre larvernes føde. Når hunnen er færdig med ægkammeret, kravler hun op gennem skakten, og når hun møder hannen, fortæller hun ham i utvetydige vendinger, at han godt kan komme i gang med at fremskaffe lort.

Han begiver sig nu ud i omgivelserne. Det er i disse situationer, at man oftest møder ham, mens han med frontlæsser og fødder kæmper for at transportere provianten hen til hullet. Arbejdet fortsætter utrætteligt, og i løbet af et par timer kan hannen samle 20-30 gødningspiller sammen, som alle bliver anbragt i lagerrummet. Herfra transporterer hunnen pillerne ned i børneværelset.

Pillerne splittes ad, og den findelte gødning anbringes nu i børneværelset, der efterhånden fyldes helt op. Når ægget klækkes i ægkammeret, og larven har kæmpet sig vej ind i værelset, er det ligesom hos de andre arter alene denne 10 cm lange gødningspølse, som udgør larvens føde.

Når gødningspølsen er færdig, forsegles børneværelset med sand, hvorefter hunnen bevæger sig nogle centimeter længere op i skakten, hvor et nyt børneværelse etableres. I en normal mineskakt vil der til sidst være etableret 3-5 ægkamre med tilhørende børneværelser.

En hun kan lægge op til 20 æg i løbet af det tidlige forår, og hun vil derfor vandre op til jordoverfladen og finde et nyt sted at etablere en mineskakt. Larvernes udvikling går ganske langsomt og varer mindst 1½ år, inden forpupningen finder sted. Trehornet skarnbasse har derfor en generationstid på mindst to år. I visse tilfælde lader det endog til, at nogle larver udvikles så langsomt, at de skal bruge endnu et år.

Morten D.D. Hansen er naturvejleder og museumsinspektør på Naturhistorisk Museum.