»Jeg har et mål. Jeg bokser ikke bare for at være kendt eller komme i nyhederne«

Enock Poulsen har ikke brug for decilitermål og køkkenvægt, når han hælder skyr og havregryn op til morgenmad. Han har bokset, siden han var 10 år gammel, så det giver sig selv, hvordan han skal spise.

Han har heller ikke brug for et spark i røven fra andre, når han en kold vinterdag står op til slud i Marselisskoven og udsigt til våde tæer på morgenløbeturen. Motivation har han nemlig så rigeligt af i form af et ønske om at gøre en forskel for andre.

Det største ønske af dem alle er at åbne en skole i Zambia, hjemlandet hvor han tilbragte de første seks år af sit liv.

»Jeg har et mål. Jeg bokser ikke bare for at være kendt eller komme i nyhederne. Det er fordi, jeg har et mål om at bygge den skole og have det liv, jeg har drømt om – at kunne hjælpe folk. Det gør jeg allerede nu, men jeg vil gerne kunne hjælpe flere,« siger Enock Poulsen.

Vejen til toppen

Der er dog endnu et stykke vej, til Enock Poulsen kan vende opmærksomheden ud mod verden. For han har godt nok en titel, men den har ”junior” stående foran.

Lørdag venter hans niende professionelle kamp. Modstanderen, Kelvin Dotel, har også et IBF-bælte, International-titlen i weltervægt, såvel som flere kampe end danskeren.

Poulsen har dog prøvet at udligne forskellen ved for første gang at have været på træningslejr i udlandet inden kampen. 10 dage blev det til i Skotland, og det var en åbenbaring for den 26-årige bokser.

»I starten troede jeg, at jeg kunne klare den med bare at træne i Danmark. Men det kan man ikke. Man får også et nyt perspektiv på sin boksekarriere ud af det. De andre i lejren boede der i 10 uger og så hverken familie eller børn i den tid. Det er det, det kræver for at nå toppen. Det er det, der skal til fra nu af,« siger Enock Poulsen.

I Skotland havde han tre træningspas om dagen. Det første om morgenen med en løbetur, de næste to om formiddagen og eftermiddagen med de nordirske boksere i lejren.

Det er ikke langt fra hans hverdag i Aarhus, hvor han også løber hver morgen, går på arbejde og træner igen om eftermiddagen, men for ham selv var forskellen tydelig.

»De uger, hvor man bare fokuserer på træning og kun træning giver noget andet. Noget mere fokus,« siger Enock Poulsen, som tror, at hverdagen fortsat kommer til at være i Aarhus, selvom horisonten nu er udvidet:

»Man skal aldrig sige aldrig. Det kan godt være, at jeg flytter ud på et tidspunkt, men det er ikke noget, jeg tænker på for nu. Lige nu handler det om at kombinere det, for jeg har også et liv i Aarhus og et arbejde, der skal passes.«

En farlig sport

En mand, der vil gøre en forskel for andre, og bokseverdenens til tider mere udspekulerede sider kan virke som uforlignelige størrelser. Enock Poulsen føler dog ikke, at han har problemer med at overskue sportens forskellige sider.

»Boksning er, hvad du gør det til. For mig er det en chance, jeg ellers ikke ville have fået, for at leve af min hobby og samtidig bidrage til andre. Det er derfor, jeg er så heldig,« siger Enock Poulsen, som man heller ikke skal tage fejl af som en udelukkende ydmyg personlighed:

»Jeg ved godt, at det er en farlig sport at være i og alt kan ske, men det gælder også om at gribe sine chancer og skabe sine muligheder. Og jeg er også meget selvsikker, jeg kan godt lide denne branche, hvor man skal vise sig selv udadtil. For mig er det bare en mulighed for at skille mig ud.«