Dedikerede Birthe Kjær-fans grinte og græd på forreste række
År efter år kommer Birthe Kjær tilbage til Sølund Musik-Festival for at mærke den særlige glæde og energi. Men der er ikke langt fra smil til tåre, når man er dedikeret fan.
Der er endnu halvanden time til, at Birthe Kjær griber mikrofonen, men den første har allerede taget plads foran Store Scene på årets Sølund Musik-festival for udviklingshæmmede. 28-årige Dennis Jensen har glædet sig i lang tid, og han skal have »den fulde oplevelse.« Derfor skal han stå forrest, når idolet synger ”Sommer og sol”, for »det er den bedste sang.«
Mens Dennis Jensen venter foran scenen, sidder Birthe Kjær i sit sminkerum bag scenen, hvor hun er ved at lægge den sidste øjenskygge.
»Glæden. Det må være overskriften for den her festival,« lyder det fra Birthe Kjær, da hun bliver spurgt, hvad der er særligt ved Sølund Musik-festival.
»Folk glæder sig sådan til at høre musik – særligt det de kan genkende. Og mange har jo glædet sig i et år,« fortæller Birthe Kjær. Netop den glæde og energi, hun oplever blandt publikum, er hovedårsagen til, at hun kommer tilbage år efter år. Den populære sangerinde har faktisk været med siden starten af Sølund Musik-Festival.
Når drømmen braser
Velkomsten og smilene er det, Birthe Kjær ser mest frem til, inden hun går de seks trin op på scenen. Og der bliver da også hujet, hoppet og skrålet med, da den 69-årige sangerinde fylder pladsen med showets første sang ”Vi maler byen rød”.
Til venstre for scenen har en gruppe af unge og gamle samlet sig. Flere knuger i hånden en blomst. En af dem er 32-årige Nils Fly Rindorf, der selv har lavet en buket af rødt og gult silkepapir i det kreative værksted, hvor han går. Han har deltaget i festivalen, siden han gik på efterskole, og de seneste tre år har han forsøgt at komme op på scenen. Som noget helt særligt på Sølund Musik-Festival inviterer Birthe Kjær nemlig en gruppe op for at danse, mens hun synger sangen ”Casatschok”. Men selvom Nils Fly Rindorf har sin nye t-shirt på med et billede af Birthe Kjær, og blomsterne er løftet højt over hovedet, så kan ikke alle komme med på scenen. Til stor skuffelse for Nils Fly Rindorf, der igen står tilbage. Og det er han ikke ene om. Flere bryder ud i gråd, da det går op for dem, at det ikke bliver deres tur i år. I det samme lågen lukker bag den sidste heldige, springer en frivillig medarbejder til og udleverer eskimo-is til de, der blev snydt for en scenetur. Det hjælper lidt på humøret.
At de dedikerede fans klemmer en tåre i forbindelse med en Birthe Kjær-koncert på festivalen i Sølund, er faktisk ikke første gang.
»For nogle år siden havde de (arrangørerne, red.) rykket min koncert ned til et telt bagerst på pladsen. Det var der mange, der ikke var opmærksomme på, så jeg spillede for et halvtomt telt. Og efterfølgende mødte jeg flere, der gik og græd. Det var frygteligt, og jeg var virkelig ked af det,« fortæller Birthe Kjær. Hun er derfor glad for at være tilbage på Store Scenen som en fast tradition.
Autograf efter autograf
Da Birthe Kjær takker af efter en tur med den knaldrøde gummibåd, vokser køen til autografer.
»Jeg plejer at skrive autografer i længere tid, end jeg synger. Halvanden time kan det godt tage, for vi kan jo ikke afvise nogen,” fortæller sangerinden og smiler.
Birthe Kjær har ifølge festivalens talsmand Lasse Mortensen noget særligt, der fanger målgruppen på Sølund Musik-Festival. Hun kan kommunikere med publikum, og det er nødvendigt, mener Lasse Mortensen, der har været en del af Sølund-teamet siden den første festival i 1985.
»Hvis publikum keder sig her, så smutter de over til boden med popcorn og is. Så enkelt er det. Det er et meget ærligt publikum,« forklarer han. Af andre kunstnere fremhæver Lasse Mortensen både Hugo og Thomas Helmig, der har »en særlig charme,« som ifølge ham kan tryllebinde publikum.
Da Nils Fly Rindorf efter koncerten hører, at der er mulighed for at få en autograf, viser der sig igen et smil på hans læber. Og efter ca. en time i kø kan han stolt aflevere sine blomster til sangerinden, der gladeligt tager imod gaver og kram fra de mange fremmødte.
Som forudset skriver Birthe Kjær stadig autografer, da næste sanger, Mads Langer går på scenen. Efter en time og tre kvarter sætter hun den sidste underskrift.