En kærlighedserklæring til den grønlandske mand

Hvorfor hører vi kun om jægeren på indlandsisen eller den fortabte mand på gaden? Er vi frosset fast i stereotype billeder? På Svalegangen prøver man at give svaret.

Artiklens øverste billede
De fire skuespillere, fra venstre Kristian Mølgaard, Miki Jacobsen, Klaus Geisler og Hans Henrik Poulsen er klædt i jakkesæt, fordi instruktør Hanne Trap Friis vil præsentere dem som moderne mennesker - mænd med alt det, det indebærer at være menneske.

Kender vi den grønlandske mand?

Ja, i vores fordomme kender vi manden, der er endt på bænken i en dansk by med en flaske i hånden og et tåget blik.

Men så enkel er virkeligheden ikke.

»I Danmark har vi et meget firkantet syn på den grønlandske mand, og de fordomme vil jeg gerne være med til at fjerne,« siger Hanne Trap Friis, der med en teaterforestilling, der netop har haft danmarkspremiere i Aarhus, vil give et mere nuanceret billede af manden og dermed også af Grønland.

Der er brug for det, siger hun, for på mange måder er han meget tilbageholdende i Grønland. Han siger ikke meget, og derfor er der nu en stor bevægelse i gang med at etablere mandegrupper.

»Det var manden, der tabte rigtig meget, da danskerne kom til Grønland. Han har ofte en følelse af ikke at kunne leve op til det hele,« mener hun.

”Den grønlandske mand” hedder forestillingen. ”Angutivik” på grønlandsk – det betyder ”rigtig mand”. Den er lavet i et tæt samarbejde mellem Grønlands Nationalteater og Teater FreezeProductions.

»Vi besluttede os for i samarbejde med samtlige grønlandske huse i de store byer at lave interviews med mænd i både Danmark og Grønland. Vi har talt med virkelig mange mænd – fra ham på bænken over forretningsmanden og jægeren til læreren, sportsmanden og toppolitikeren,« fortæller Hanne Trap Friis, der selv er instruktør på forestillingen.

Det er essensen af en kærlighedserklæring at rumme hele mennesket

Hanne Trap Friis, teaterinstruktør

»Vi fik idéen til at lave forestillingen, fordi den grønlandske mand er i en transitsituation lige nu. Han har mange udfordringer, skal både være jæger og en del af den nye tid. Vores indtryk var, at der var brug for at fortælle mere om ham, helt generelt. Det var vigtigt for os, at det var en kærlighedserklæring til manden, til hele ham, både det mørke og det lyse, det tunge og til det lette,« siger hun:

»Det er essensen af en kærlighedserklæring at rumme hele mennesket.«

Handlingen foregår i Grønland, men den trækker paralleller til Danmark.

»En dansk mand vil også kunne spejle sig i den, i oplevelsen af stolthed, magt, ikke magt bl.a. Det er en forestilling på mændenes præmisser uden en ironisk distance.«

Moderne teater

For Hanne Trap Friis er det spændende ved projektet, at det ikke er et antropologisk studie, men der derimod moderne teater, hvor mange emner kommer på banen – køn, kærlighed, sex, parforhold, drømme, længsler, politik og jagt f.eks.

Kuupik Kleist, sociolog og tidligere landsstyreformand, har været med som konsulent på arbejdet med forestillingen og har også selv skrevet en scene. Hele researchmaterialet blev lagt i hænderne på Niviaq Korneliussen – hun blev i 2015 nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for sin debutroman, ”Homo sapienne”.

Miki Jacobsen er lidt af et multitalent på Grønland. Han er troubadour, billedkunstner, har tegnet et nyt frimærke og dekoreret det nye fængsel i Nuuk.

”Den grønlandske mand” havde premiere på Grønlands Nationalteater i Nuuk i Grønland i september – og var derefter på en rimelig dyr turné i landet, fordi hele holdet skulle transporteres rundt med fly, skib og helikopter. Den spillede på grønlandsk på de kanter, men i Danmark, hvor den også skal på turné, spilles den på dansk. Ja, bortset fra i København, hvor den er en del af den internationale teaterfestival Cph Stage og derfor bliver spillet på originalsproget med engelske undertekster.

Grønlandske skuespillere

Det er fire mandlige skuespillere, der på scenen gennem monologer, dans og musik tegner portrættet af manden. Klaus Geisler, Kristian Mølgaard, Hans Henrik Poulsen og Miki Jacobsen er alle fra nationalteatret.

Mens den 31-årige Kristian Mølgaard, der i dag bor i Aasiaat, tæt på Disko-øen, er vokset op med det grønlandske sprog, blev der talt dansk i den 44-årige Klaus Geislers barndomshjem.

»Min mor var af den opfattelse, at dem, der kunne tale dansk, kunne få en god uddannelse, så jeg gik i en dansk klasse i skolen. Jeg lærte ikke at tale grønlandsk, før jeg blev voksen.«

Klaus Geisler bor dels i Vordingborg, dels i Nuuk.

»Jeg er flyttet til Danmark for at få mere erfaring inden for skuespil. Hans-Henrik Poulsen og jeg var på det første hold, der blev færdiguddannet som skuespillere i Grønland – i 2014. Jeg blev det for at få en ny start. Jeg har været politibetjent i Grønland, men kom på den forkerte side af loven. Så har jeg også oplevet den side af verden.«

De mange fordomme

Han var med til at interviewe de mange grønlandske mænd, hvis historier er en del af forestillingen.

»Det tog lang tid at komme ind på mændene, de var meget tilbageholdende. Den mandeverden, der hører til den generation, som vi gerne ville have historierne fra, siger ikke så meget. Heldigvis er det begyndt at være anderledes.«

Fordomme om grønlændere er ikke fremmed for dem.

»Jeg blev mødt af dem, da jeg flyttede til Randers, hvor min mor bor. Men med det fokus, der er og har været på Grønland, oplever jeg, at nogle af fordommene forsvinder,« siger Klaus Geisler.

Kristian Mølgaard er også blevet mødt at fordomme, men de er færre end de mange positive oplevelser, han har haft, siger han.

»Jeg filtrerer de dårlige oplevelser fra og tager kun det med, som jeg gerne vil. Det er sådan, vi lærer hinanden at kende,« siger han, der har en klar opfordring til unge grønlændere i dag:

»Der har været meget fokus på grønlandsk frigørelse i Nuuk. Men de unge burde fokusere mere på omverdenen og tage en tur ud i verden, så de bedre kan forstå den kultur, vi har taget til os.«

Det kunne være, at danskere og grønlændere kunne forstå hinanden bedre, hvis det ikke var så dyrt at rejse mellem de to destinationer, mener de.

»Det koster en bondegård at flyve til og fra Grønland, men det koster ingenting at tage en tur til Thailand. Det betyder, at man i de små samfund hellere bruger pengene på at få ordnet båden end på at rejse ud,« siger Klaus Geisler.

Større forståelse

Det betyder meget for dem begge at være kommet til Danmark med forestillingen, og de håber på at nå både et dansk og et grønlandsk publikum.

»Vi vil gerne vise det for de grønlændere, der er her. Og de danskere, der ser det, vil måske få en større forståelse for grønlændere. Vi er alle forbundet med følelser, og vi reagerer på ting, som vi ikke forstår,« siger Kristian Mølgaard.

Klaus Geisler er enig:

»Jeg kunne godt tænke mig, at publikum går ud fra teatret med en følelse af, at den grønlandske mand er mere end det, man ser og tror, at man ved.«

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.