Fortsæt til indhold
Aarhus

Danmarks første 4DX-biograf åbner i Aarhus

Nordisk Film Biografer i Ryesgade bliver landet første biografsal, hvor man får regn og blæst i hovedet, duften af brændt gummi i næsen og sidder i et biografsæde, der hopper.

Regn i håret, strid blæst, sne, sæbebobler, duften af brændt gummi eller hvad med et sæde, der hopper?

Det er nogle af de effekter, man kan få tilsat, når Nordisk Film Biografer åbner den første 4DX-biograf i Danmark den 21. marts i Nordisk Film i Ryesgade i Aarhus. Senere på året åbner en 4DX-biograf i Lyngby.

En sal er ved at blive indrettet til formålet i Ryesgade, og det kræver en hel del teknik for at kunne lade sig gøre.

»Vi synes, at biografen egner sig rigtig godt til 4DX-formatet, og Aarhus er en af vores fokusbyer med et stort publikum, som vi har lyst til at give en ekstra oplevelse,« siger Sofie Schmidt Christensen, der er brand manager i Nordisk Film Biografer.

Hun forklarer teknikken således:

»4DX giver en fjerde dimension på biografoplevelsen, hvor der er designet et effektspor med 18 forskellige effekter, som kan være alt fra tåge og regn og dufte og snevejr og kildren under fødderne, som forhøjer biografoplevelsen.«

Rent teknisk foregår det ved hjælp af et hydrauliksystem, der bevæger biografsæderne i flere retninger, mens dyser spyer luft, vand og duft.

Det koster 50 kr. ekstra at se en 4DX-film, og blandt de første film er actionfilm som Tomb Raider, Pacific Rim og Ready Player One, men børnefilm som Biler 3 og Coco kan også ses i 4DX-formatet.

»Man laver en særlig version af filmen til 4DX, hvor man designer og tilføjer et særligt effektspor, og på den måde kan man også tilføje 4DX-til gamle film, men der skal selvfølgelig være mening med at gøre det, så det ikke blot bliver bulder og brag for effekternes skyld,« siger Sofie Schmidt Christensen.

Nordisk Film åbnede en 4DX-biograf i Norge i foråret 2017 med stor succes.