»Ovartaci har altid svævet som en halvgud over mig«

Aarhus-kunstneren Ovartaci bliver et samtaleemne på festivalen Kontekst, som finder sted i de næste dage.

Det skal Kjartan Arngrim og Jacob Haugaard nok sørge for. De mødes i en samtale om Ovartaci, som de begge omtaler med dyb respekt.

»Ovartaci har altid svævet som en halvgud over mig, parken, skoven og vandet derude i Risskov,« siger Kjartan Arngrim, der er forsanger i bandet Folkeklubben.

Han er vokset op tæt på det psykiatriske hospital i Risskov og betragtede det som barn og ung som sit »kongerige«.

»Det var et trygt og frisættende sted. Jeg vil ikke romantisere det at have en psykisk sygdom, men det betyder noget, at de sociale afgrænsninger og koder, som spiller en enorm stor rolle alle andre steder, er væk her. Det er et frit og rent miljø, ingen ser skævt til dig, hvis du skaber dig eller går i noget anderledes tøj,« siger han.

»Min interesse for hans kunst skyldes, at han har været tæt knyttet til min opvækst. Der var en enorm respekt om ham. Han var helt unik, sådan en kommer der ikke igen. I dag er det psykiatriske system så presset, at hvis du kommer til værkstedet og siger, at du vil male, bliver du udskrevet på stedet, for så må der være andre, der har det værre end dig.«

Stadig en inspiration

Ovartaci er stadig en inspiration for Kjartan Arngrim, siger han.

»Hver gang vi i Folkeklubben skal ind at spille, står vi i rundkreds og siger: Uden galskab, ingen lidenskab.«

Kjartan Arngrim mødte Jacob Haugaard på en turné, hvor de kom til at tale om Ovartaci.

»Jeg gjorde rent for ham på hans værelse. Man gav jo ikke meget for ham dengang, vel,« siger Jacob Haugaard, der voksede op ved hospitalet, hvor hans mor arbejdede.

»Ovartaci var en af dem, man lukkede ud hver morgen, og så gik han rundt, det kunne de sgutte gøre noget ved. Han lavede alle mulige ting. Min mor havde tit nogle ting med hjem, som vi så legede med. Jeg mødte ham nærmest hver dag. Han arbejdede altid med kunst og havde nogle meget veludviklede teorier om, at kvinden var manden overlegen. Det var derfor, han skar sin tissemand af på tømrerværkstedet i 1952. Så fik han en kønsskifteoperation. Så kom han pludselig forbi i kjole og havde lavet to børn i papmaché.«

Næsten altid venlig

Han var en venlig mand, men ikke altid, husker Jacob Haugaard.

»Han overfaldt mig en gang, fordi jeg havde fuldskæg. Det kunne han ikke lide. Han havde levet mange liv – og han fortalte meget detaljeret om dem. Som børn tog vi det bare for sjov – vi vidste jo, at han var sindssyg,« fortæller han.

»Egentlig var han meget i takt med tiden, som den er nu. I dag er det jo god latin at lave noget kreativt, hvis du er hinsides noget, clairvoyant eller noget. I den generelle jagt på en eller anden form for sindsro er kunsten blevet vigtig.«

En værdifuld arv

Både Kjartan Arngrim og Jacob Haugaard synes, at Ovartaci er en værdifuld arv, der skal passes på her i Aarhus.

»Vi har Aros, og det er fint, men der er jo masser af den slags museer i hele verden. Et nyt Ovartaci-museum vil være en unik perle. Vi har det i Risskov lige nu. Det skal opleves. Alle aarhusianere med respekt for sig selv har inden årets udgang været på Ovartaci-museet,« siger Kjartan Arngrim.