Fortsæt til indhold
Aarhus

Retten i Aarhus: Mand bortførte og forgreb sig på lille pige

33-årig mand er fundet skyldig i at have bortført en fireårig pige og efterfølgende forgrebet sig på hende.

/ritzau/

En 33-årig mand er skyldig i at have bortført en pige fra en institution i Aarhus og efterfølgende forgrebet sig på hende.

Det har Retten i Aarhus fredag afgjort.

Den 33-årige var tiltalt for at have bortført pigen ved at løfte hende over hegnet fra en børnehave i det vestlige Aarhus 14. juni sidste år.

Derefter kørte han hende hjem til sig selv, hvor han forgreb sig på hende.

Den 33-årige har erkendt at have bortført pigen. Men han har nægtet ethvert seksuelt overgreb mod pigen.

Retten har dømt ham for anden form for kønslig omgang end samleje.

Pigen har angiveligt ikke fysisk lidt overlast, og der er ikke konstateret skader på hende efter hændelsen.

Frihedsberøvelsen varede cirka en time, hvorefter den tiltalte kørte hende tilbage og satte hende af i nærheden af institutionen.

Østjyllands Politi iværksatte en storstilet eftersøgning efter bortføreren, og takket været pigens præcise signalement af gerningsmanden lykkedes det politiet at anholde ham samme dag.

Den 33-årige er af lægerne fundet sindssyg på gerningstidspunktet. Derfor kan han ikke idømmes en almindelig straf og står ifølge anklagemyndigheden til en dom til anbringelse på en psykiatrisk afdeling på ubestemt tid.

Retten skal nu drøfte, hvilken form for sanktion man finder passende.