Denne forestilling er baseret på virkelige følelser

Man kender det godt, udtrykket, at et kreativt værk som en film eller en bog er baseret på virkelige hændelser.

Det er forestillingen ”Troen og Ingen”, der har premiere på Teatret Svalegangen den 27. januar, ikke. Til gengæld er den baseret på virkelige følelser.

Følelser, som var ved at vælte musikeren og sangeren Søren Huss helt omkuld, da han i 2007 mistede sin kæreste, Camilla Jørgensen, ved en trafikulykke, som var tæt på også at koste deres dengang to-årige datter, Ronja, livet.

En rigtig tudeforestilling

Søren Huss, forsanger i Saybia, fik sat ord på sin afgrundsdybe sorg med soloalbummet ”Troen & Ingen”, og det er det, som Svalegangen nu har taget fat i og frit omsat til en musikdramatisk fortælling om at finde tilbage til livet, når man rammes af det ultimative tab.

Frit, for det var fra starten en aftale, at forestillingen ikke skulle være dokumentarisk. Det er ikke en historie om Søren Huss.

»Men det er klart, at vi ikke kan komme uden om, at den handler om, at en ung kvinde mister livet og efterlader sig mand og barn. Det er rammen for fortællingen,« siger teaterdirektør Per Smedegaard, der selv har instrueret.

»Vi har tilført ekstra elementer ud fra et ønske om, at forestillingen skal reflektere sorg, ikke bare ud fra et enkeltstående tilfælde, men mere generelt, så man som publikum kan spejle sig i den.«

Når det er sagt, er han alligevel glad for, at Søren Huss en dag i prøveperioden kom forbi teatret og så med.

»Jeg er glad og lettet over, at han sagde: ”Hold kæft, hvor bliver det godt. Det er en rigtig tudeforestilling.” Han siger også, at nok er det hans sange, men at forestillingen er vores værk. Det stiller os meget friere,« siger Per Smedegaard.

Dramatikeren Jeanette Munzert har bl.a. tænkt frit i en scene, hvor manden der har mistet sin kone, bliver ringet op af en telefonsælger, der gør opmærksom på et abonnement, at der ikke er betalt. En anden scene er, at veninden ringer til den afdødes telefonsvarer for at høre hendes stemme endnu engang.

Sorgen får ord

»Bagefter sagde Søren Huss, at det havde han også oplevet og gjort,« fortæller Per Smedegaard.

»Forhåbentlig får publikum gennem forestillingen sat tanker og ord på, hvad det vil sige at miste. Det er jo det, der er så svært. Man kan være der, man kan græde sammen, man kan hjælpe med børnene, men hvad skal man sige? Søren evner at sætte ord på det, som vi ikke selv formår, så jeg håber, at publikum får et sted at tale fra, at folk tager det værktøj med hjem.«

Der er to kapelmestre på forestillingen, Niels Søren Hansen og Nicolai Heyman. De spiller begge med i det firemandsorkester, der spiller live på scenen, suppleret af Jullie Hjetland, der både synger og spiller, dels som musiker, dels som en irriterende udgave af en pædagog og en telefonsælger.

»Det er jo ikke en teaterkoncert, hvor vi skal fortolke numrene på en ny måde. Det har ikke været tanken. Nogle af sangene ligger ret tæt på Søren Huss’ eget forlæg, andre ligger ret langt fra. Vi har valgt en besætning, hvor der er meget fokus på cellisten, hvilket tager sangene et andet sted hen,« forklarer de og er helt med på, at det har været en balancegang:

»Den store udfordring er at holde det nøgternt – det er tungt stof.«

Ekstra forestillinger

Teatret har solgt over 4.000 billetter til forestillingen og har derfor sat endnu fem forestillinger i salg.

Per Smedegaard håber på et blandet publikum.

»Jeg synes, at alle kan se den, ung som gammel. Musikken i sig selv har et vist punch,« siger han.

»Det er klart, at hvis man har prøvet at miste, vil man blive ramt dybere, end hvis man stadig er der, hvor man ikke helt ved, hvad det vil sige. Der har vi jo alle været, der hvor man tror, at man er udødelig.«