»Jeg må bare erkende, at jeg har indsigt i sorg«

»Døden er et af de største tabuer. Sjovt nok, for døden er også det største, vi har til fælles,« siger Søren Huss.

Den nu 42-årige sanger og sangskriver mistede selv fodfæstet for en stund, da døden kom så tæt på ham, at den tog hans kæreste og lige akkurat lod hans lille datter leve, da de to var involveret i en højresvingsulykke i 2007.

Nu tager Teatret Svalegangen på baggrund af Søren Huss’ musikalske refleksioner over den voldsomme ændring i hans liv, tragedien medførte, fat på tabuet.

Derfor har teatret netop haft besøg af Søren Huss, der er aktuel med soloalbummet ”Midtlivsvisen”, til en samtale om forestillingen, meningen med den og hans erfaringer med sorgen.

For da Søren Huss havde genvundet fodfæstet efter tragedien, udgav han i 2010 soloalbummet ”Troen & Ingen”, som meget vel kan beskrives som en beretning om først at miste og derefter at kæmpe for at genvinde troen på livet.

Med baggrund i teksterne og musikken på albummet er teatret i gang med forestillingen ”Troen og Ingen” i form af en musikdramatisk fortælling, der følger tre menneskers kamp for at finde meningen med livet, da en tragisk ulykke koster en kvinde – en ægtefælle, en søster og en nær veninde – livet. Den har premiere i januar.

Lige i hjertekulen

Søren Huss’ musik fra 2010 ramte dengang også Per Smedegaard, direktør for Teatret Svalegangen, lige i hjertekulen, da hans kone mistede en nær veninde.

»Sørens album har altid stået for mig som bedre til at forholde sig til, hvad det vil sige at miste et andet menneske, end noget andet kunstværk, jeg lige kan komme på. Det handler om det ultimative tab og om sorg,« siger Per Smedegaard, der selv instruerer forestillingen.

»Sorg er altid relevant, og derfor har det været en kæmpe drøm for mig at lave denne forestilling. Det er nødvendigt at fortælle om det ultimative tab i denne tid, hvor vi mere og mere tror på vores egen udødelighed og ofte kan sætte ord på, hvad vi regner med at opnå inden for de næste seks-syv år, gerne ud fra en idealiseret version af, hvem vi er som mennesker.«

Det er ikke en dokumentarisk forestilling om Søren Huss og hans tragedie. Det ville han også have takket nej til, siger han.

»Da vi arbejdede med albummet, sagde jeg til musikerne, at det ikke var min private historie, vi stod og vadede rundt i, men at det var nogle private følelser, jeg havde behandlet som sangskriver i en anden del af mig – den professionelle og kunstneriske. Derfor er det heller ikke en privat del af mig, der nu bliver sat op i en forestilling,« fortæller han.

»Det er sange, som handler om sorg og tab, som bliver fortolket. De blev ret hurtigt en almen fortælling om tab og sorg og om at finde håbet, finde tilbage til livet igen. Albummet og sangene gør det ikke ud for en hel sorgproces, det er bare 11 sange, der beskriver en del af den. Den rummer så meget mere end det.«

Ægte følelser

Teatret har dog forløbet i albummet som grundstruktur i sin fortælling, fortæller dramatikeren Jeanette Munzert.

»Det er vigtigt, at det er en musikteaterforestilling. Den er ikke bare en genfortolkning af nogle sange, men har et ekstra lag med en fortælling,« siger hun.

»Sørens album rammer de ægte følelser, fordi det er så personligt. Det kunne jeg hurtigt mærke, da jeg lyttede – det blev også personligt for mig. Søren er en dygtig lyriker, så det var bedre, at vi supplerede med en fortælling.«

Forestillingen rummer et meget stort håb, bekræfter Per Smedegaard. Livet fortsætter, simpelthen, med både humor og absurditet.

Plads til humoren

Søren Huss nikker – der er masser af humor midt i sorgen.

»Få dage efter at jeg havde mistet min kæreste, sagde en af mine kammerater noget så morbidt, at jeg var nødt til at slå en skoggerlatter op. Jeg er glad for at tage humor op – jeg bruger det selv,« siger han, der godt orker at tage fat i de sorgfulde sange igen og igen.

»Jeg siger om mig selv, at jeg i bund og grund er en munter mand, men jeg må bare erkende, at jeg har indsigt i sorg. Jeg får stadig mange beskeder fra folk på Facebook, der fortæller mig deres skæbneberetninger – mødre og fædre, der har mistet et barn, og mænd og kvinder, der har mistet en ægtefælle. Jeg får hele paletten og skriver altid tilbage. Jeg har fundet ud af, at man giver mit album til folk, der har mistet. Det er jeg ekstremt glad for.«

Cellotricket

Han er også både glad og beæret over, at Svalegangen har taget opgaven med at få meningsfuld dramatik ud af hans album på sig.

»Jeg er spændt på at se den. Jeg har ikke selv nogen finger med i det, så det er en ren fortolkning, hvor teatret tager fat i den almene fortælling. Jeg glæder mig også til at mærke de tekster, der er skrevet rundtom,« siger han og ser frem til at høre det musikalske greb, teatret tager på hans musik.

»En af dine sange begynder med en guitar. Der bruger vi f.eks. cello,« røber Per Smedegaard.

»Det er snyd at bruge cello,« smiler Søren Huss.

»Den går direkte ind. Jeg har en teori om, at den resonerer så kraftigt i vores krop, fordi den har samme størrelse som vores torso.«