Museum får millioner til at fortælle den barske historie om Aarhus under krigen

Man kan godt sige, at det har taget en krig at gå fra en drøm til virkelighed på Besættelsesmuseet i Aarhus.

Men nu sker det: Med knap 8,4 mio. kr. fra Nordea-fonden, andre 1,6 mio. kr. fra Aarhus Kommune og bl.a. 100.000 kr. fra museets venner kan det lille og på sin vis gammeldags museum i den gamle politistation bag domkirken nu blive renoveret, så det om to år fremstår på en ny og tidssvarende måde.

Det var en glædelig overraskelse for de frivillige, da de først gang hørte om planerne for det museum, som de har taget sig af i 35 år. Se her, hvordan de reagerede.

I mange år og med ekstra vægt siden 2011, da det blev en del af Den Gamle By, har drømmen handlet om at fortælle den dramatiske historie om Aarhus under Besættelsen på en mere moderne vis end med udklip på væggene. At den bliver til virkelighed betyder, at museet lukker den 19. februar og først åbner igen i april 2020. Da bliver det en del af markeringen af 80-året for Besættelsen og 75-året for befrielsen.

Museet bliver i bygningen på Mathilde Fibigers Have, hvor det tyske sikkerhedspoliti, Gestapo, havde hovedkvarter, efter at det i 1944 blev bombet ud af universitetet.

En stærk historie

»Besættelsesmuseet fortæller en stærk historie, der stadig har en stor aktualitet, og som jeg ikke er et øjeblik i tvivl om vil være aktuel mange år fremover,« siger Thomas Bloch Ravn, der er direktør i det, som han kalder museumskonglomeratet under Den Gamle By.

»Det, der skete dengang er stadig aktuelt: Temaer som demokrati, ytringsfrihed, respekt for det enkelte menneske og ”kæmp for alt, hvad du har kært” er evigt aktuelle.«

Besættelsesmuseet er båret af frivillige kræfter.

»Der er 45 frivillige ildsjæle, der har drevet dette museum i over 30 år – det var stort at fortælle dem nyheden om, at det nu skulle renoveres,« fortæller Søren Tange Rasmussen, der er daglig leder af museet.

»Der er klart flest mænd blandt de frivillige, men vi har også en håndfuld kvinder. På den måde er vi en slags omvendt spejling af naboerne fra Kvindemuseet. Kønsfordelingen for vores gæster er sjovt nok 50/50.«

Anderledes alvorlig er den historie, der er om museumsbygningen.

»Folk blev udsat for hård tortur her, og mindst en er blevet banket ihjel på cellegangen. Det var ikke piece of cake at være her i Danmark under krigen, især ikke i en by som Aarhus,« siger han.

Først da han begyndte at arbejde seriøst med Besættelsesmuseet, fandt han ud af, hvor voldsomt det var her i byen.

»Det er en lidt ukendt historie i Aarhus, at Gestapo havde hovedkvarter for Midt- og Nordjylland her midt byen. Det var herfra, at sikkerhedspolitiet bekæmpede modstanden og brugte temmelig mange kræfter på at undertrykke lokalbefolkningen,« siger han.

»Efter krigen fandt man på Skejby Mark – der, hvor sygehuset ligger nu – ligene af en gruppe unge mænd, som var blevet slået ihjel, mens de var i tyskernes varetægt. Der er mange skjulte, men alvorlige historier om besættelsen i Aarhus.«

Mange af de frivillige har oplevet krigen som unge voksne, som børn eller som efterkommere af nogle, der blev hårdt ramt af de oplevelser, de havde under Anden Verdenskrig, fortæller han.

»Det siger sig selv, at det har haft betydning for vores samfund, så derfor er det vigtigt at blive ved med at arbejde med historierne fra den tid. De ligger folk på sinde. Vi kender det alle til den tid – har måske set ”Matador” – men selv om man ikke ved ret meget om Besættelsen, har man typisk en mening om den,« siger han og finder det helt berettiget:

»Det er en af de mest dramatiske fortællinger i den nye tids danmarkshistorie, en fortælling, der indeholder så mange modsætninger og dilemmaer. Med det nye museum vil vi kvalificere debatten og aktualisere de dilemmaer, man stod i dengang. Det med at demokratidebatten om frihedsrettigheder skulle være en diskussion, vi er færdige med, holder jo ikke en meter.«

Nogle af de frivillige er mødt frem denne dag for at være en del af den nye historie, der fortælles. De synes om det, de hører, siger de, og som en af dem tørt konstaterer: »Det vigtigste er nu at holde os i live.«

Paralleller til nutiden

En af dem er den 80-årige Elo Jørgensen, der stadig kan huske, hvordan englænderne fløj over Langeland på vej til at bombe store byer i Tyskland.

I dag bor han i Aarhus, kedede sig lidt, da han gik på pension, og blev opfordret til at melde sig på Besættelsesmuseet. Det er nu 12 år siden.

»Her kan jeg få afløb for min interesse for at formidle budskabet om krigen. Jeg trækker gerne paralleller til dagen i dag for at vise, at det altid er et aktuelt budskab,« siger han.

Han bruger 50-60 timer om året og har ikke tænkt sig at skrue ned for engagementet. For museets plan er, at når nu folk ikke kan komme ind til det pga. ombygningen, må det komme ud til folk. Så Elo Jørgensen er en af dem, der står parat til at tage ud på skoler og gymnasier for at fortælle om ”de fem forbandede år”.

»Og så er jeg i allerhøjeste grad med, når det nye museum åbner,« smiler han.

Nordea-fondens begrundelse for at støtte museet er, at den støtter det gode liv, fortæller direktør for fonden Henrik Lehmann Andersen.

»Det gode liv skabes i fællesskab. Derfor er det vigtigt at vide, hvilket fundament vi står på. Vi vil også gerne have folk til at stille sig selv nogle spørgsmål om, hvad det gode liv er for dem,« siger han.

»Et museum som dette kan skubbe til de samtaler. Dets rolle er ikke at fortælle folk, hvad de skal mene, men at få dem til at mene noget om den tid.«