Gorm's Pizza åbner i Aarhus
Tv-kokken rykker ind i Sårts lokaler i Jægergårdsgade.
I det tidligere forår rykker pizzakæden Gorm's ind i Sårts lokaler i Jægergårdsgade. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
Mandag kom det frem, at restauranten Sårt lukker til jul. Det sker efter et år med millionunderskud.
Gorm's Pizza har i mere end to år ledt efter egnede lokaler i Aarhus.
"Aarhus er jo blomstret kolossalt op de seneste 5-10 år, når det gælder udvalget og kvaliteten af kulinariske oplevelser, så alle restauratører vil til Aarhus. Det gælder også os, og derfor er vi nu utroligt glade for, at det er endelig lykkedes at få fingrene i lokalerne på Jægergårdsgade," siger Kim Keller, der er en af stifterne af Gorm’s Pizza og ansvarlig for etablering af nye restauranter i kæden.
Kæden forventer at kunne åbne Aarhus-restauranten i februar eller marts 2018 og har bl.a. ideer om at lave særlig, lokal pizza, der emmer af Aarhus.
"Vi glæder os rigtigt meget til at blive en del af det lokale liv i Jægergårdsgade. Selvom vi er en kæde, gør vi enormt meget ud af at forstå, hvem vi er landet hos, og hvordan vi bliver en del af det lokale liv," siger Kim Keller, der forventer, at restauranten får plads til ca. 90 gæster.
Gorm’s Pizza har siden den første restaurant åbnede i Magstræde i 2008 åbnet syv spisesteder, senest i Tivoli Food Hall. Udover de otte danske restauranter har Gorm’s Pizza også to filialer i Japan. Planen er at åbne flere restauranter i Jylland, ligesom der drømmes om flere Gorm’s Pizza i udlandet.