De danske mestre satte en stopper for Aarhus United-succes
Klasseforskellen var til at få øje på, da Aarhus United fik en håndboldlektion af Nykøbing Falster Håndbold på hjemmebanen i Aarhus.
Aarhus United er inde i en overraskende succesperiode, hvor det både er blevet til en sejr over Viborg HK i pokalkvartfinalen og senest en sejr over Silkeborg-Voel i ligaen.
Jeg havde håbet, at vi efterhånden havde samlet så meget rutine, at de her unge spillere var blevet klogere end det. Vi faldt i med begge ben i dag.Heine Eriksen, cheftræner i Aarhus United
Men tirsdag aften måtte det aarhusianske håndboldhold sande, at der er begrænsninger for, hvem den nye håndboldklub er i stand til at slå, da de danske mestre fra Nykøbing Falster Håndbold sejrede sikkert i Aarhus med cifrene 31-20.
Cheftræner Heine Eriksen havde ellers før kampen proklameret, at endnu en overraskelse var mulig mod Nykøbing Falster, som kom til Aarhus efter et uhyre tætpakket kampprogram med 11 kampe på fem uger.
Derfor kom Nykøbing Falster heller ikke blæsende fra kampens start, men de danske mestre viste sig alligevel som det bedste af de to hold.
Lignede rugby
Mens Aarhus United havde ganske svært ved at lirke gæsternes forsvar op og komme til åbne chancer, gik det nemmere for Nykøbing Falster i den anden ende. Aarhus-målmand Ditte Vind holdt dog hjemmeholdet inde i kampen med nogle gode redninger.
Efter 19 minutter i første halvleg gik det dog stærkt, efter Aarhus’ Sofie Flader med fem mål havde holdt hjemmeholdet inde i kampen. Tekniske fejl fra Aarhus United og hurtigt kontraspil fra Nykøbing Falster afgjorde reelt kampen de efterfølgende seks minutter, hvor gæsterne udbyggede føringen fra 6-7 til 7-12.
Simone Petersen var heldig med, at hun ikke fik vist det røde kort, da hun ganske hensynsløst i en kontrafase nedlagde Nykøbing Falsters Sarah Iversen, som var det rugby, der blev spillet.
Samtidig blev bolden smidt væk i angrebet med stadigt kortere mellemrum og efter 11 minutter i anden halvleg, var Nykøbing Falster foran 23-13. Til stor glæde for de 30 medrejsende Nykøbing Falster-fans, der i den grad bidrog til lydkulissen i den ellers tætpakkede Stadionhal i Ceres Park.
Blev løbet over
Med slutresultatet 31-20 til Nykøbing Falster kom Aarhus United altså igen ned på jorden efter en periode med gode resultater.
»Jeg synes, det slår skår i glæden efter vores seneste periode. Det er okay at tabe, men vi tabte, fordi vi spillede naivt. Vi spillede på Nykøbing Falsters præmisser, og det kunne vi ikke. Vi blev løbet bagover, fordi vi prøvede at følge med i deres tempo. Jeg havde håbet, at vi efterhånden havde samlet så meget rutine, at de her unge spillere var blevet klogere end det. Vi faldt i med begge ben i dag,« sagde Heine Eriksen efter kampen.
Mistede en halv tand
Aarhus Uniteds suverænt bedste spiller tirsdag aften var bagspilleren Sofie Flader. Med 10 mål stod hun for halvdelen af hjemmeholdets mål, og med en solid forsvarspræstation, der kostede en halv tand i sidste minut, var hun lyspunktet i en svag præstation.
Hun ærgrede sig efter kampen over, at Aarhus United ikke formåede at presse de danske mestre fra Nykøbing Falster mere, end tilfældet var.
»Det er bestemt ikke lige meget, at vi tabte. Vi går ind til hver kamp med en tro på, at vi kan vinde. Derfor er vi skuffede. De kom med en større fysik, og løb bare fra os. I første halvleg, synes jeg faktisk, at vi formåede at komme frem til en masse gode muligheder, men vi udnyttede dem ikke, fordi vores skud manglede kvalitet. Så fik de lov til at løbe en masse kontra på os, og det blev dyrt. Der trak de fra os, og det er ærgerligt, fordi vi spillede fint, synes jeg,« sagde Sofie Flader, mens hun havde svært ved at vænne sig til, at hun var blevet en halv fortand fattigere.
Heine Eriksen var også meget tilfreds med den præstation, som Sofie Flader leverede tirsdag aften. Ifølge cheftræneren var hun den eneste, som formåede at presse Nykøbing Falsters forsvar, men det betød også, at den 21-årige profil blev brugt lidt for meget.
»Hun var den eneste, som for alvor var i stand til at udfordre deres forsvar i dag. Hun udfordrede igen og igen, sled vanvittigt i forsvaret, og vi kom til at bruge alt for mange af hendes ressourcer. Det skal vi have fundet en løsning på, så der ikke er så meget, som hænger på Sofie Flader i begge ender,« sagde Heine Eriksen.
Aarhus United mangler nu kun én kamp, inden holdet går på landskampspause i halvanden måned. Her venter der onsdag en tur til Viborg.