Fortsæt til indhold
USA

Familien til halshugget journalist udfordrer IS-leder

"Du sagde, at ramadanen er nådens måned. Hvor er din nåde?", spørger Steven Sotloffs familie.

Han var ikke nogen krigsjunkie, men den arabiske verden trak i ham. Han ville gerne leve et roligt liv med basketball og et kontorjob, men han kunne ikke ignorere den muslimske verdens lidelser.

Blandt andet med disse ord beskriver en talsmand for den dræbte journalist Steven Sotloffs familie den afdøde. Familien valgte onsdag aften at bryde sin tavshed og komme med en officiel udtalelse, fremført af Steven Sotloffs ven Barak Barfi.

"Steve var ingen helt. Som alle os andre var han blot en mand, som forsøgte at finde den skjulte godhed i en verden af ondskab. Og hvis den ikke fandtes, forsøgte han at skabe den," siger Barak Barfi i udtalelsen, som kan findes i sin fulde længde her.

Barak Barfi, en veluddannet mand, som arbejder for en tænketank i Washington og har studeret arabisk, afsluttede familiens udtalelse med en udfordring på arabisk til Islamisk Stats erklærede leder, Abu Bakr al-Baghdadi.

"Du sagde, at ramadanen er nådens måned. Hvor er din nåde?," siger familiens talsmand ifølge Reuters.

"Gud elsker ikke den angribende. Jeg er klar til at debattere med dig gennem venlige ord. Jeg har ikke noget sværd i min hånd. Jeg er parat til dit svar," lyder udfordringen fra Barak Barfi.

Tirsdag ønskede Steven Sotloffs familie ikke at udtale sig til pressen om mordet på den 31-årige amerikanske journalist, men man valgte altså alligevel at offentliggøre en udtalelse - ikke mindst for at sende et signal til Islamisk Stat:

"Vi vil rejse os efter denne prøvelse. Vi vil ikke tillade vores fjender at holde os som gidsler med det eneste våben, de har i deres arsenal: frygt."

Også vicepræsident Joe Biden var onsdag ude med et kraftigt udbrud mod Islamisk Stats terror.

"De skal vide, at vi vil forfølge dem til helvedes porte, indtil de bliver retsforfulgt. For helvedet er, hvor de hører til," lød det i en tale fra Joe Biden, som også tordnede mod jihadisterne, at det amerikanske folk "ikke vil lade sig skræmme og i ikke vil trække sig tilbage".