Steven Sotloffs sidste ord blev ikke hans egne

BEIRUT

Steven Sotloff havde en glubende appetit. På livet, på mad og på Mellemøsten.

Det mærkede jeg hurtigt da en bekendt introducerede os en aften i april 2011 på en fiskerestaurant langs havnefronten i den libyske by Benghazi.

Franske kampfly havde netop slået diktatoren Muammar Gaddafis styrker tilbage i udkanten af byen.

Restauranten lå ikke langt fra oprørernes improviserede pressecenter, hvor jeg ofte løb ind i en anden amerikaner, der var fuld af energi og ønsket om slå sit navn fast: James Foley. Det lykkedes. Men ikke kun, som de havde håbet.

Den dengang 28-årige Sotloff rejste for den amerikanske tænketank Foundation for Defence of Democracy. Sammen med sin ven og rejsemakker Barak Barfi, der som Sotloff både arbejdede som journalist og for en tænketank i Washington, var han kommet til byen for at bevidne det seneste kapitel af Det Arabiske Forår.

Mens fiskesuppe, rejer og friterede blæksprutter blev sat til livs, bredte de to sig ud om deres planer. Barfi var stolt over at have vidnet for Kongressen i Washington. Sotloff var mere beskeden, men ikke mindre entusiastisk.

Idealister

Som unge og amerikanere var de overbeviste om, at de ikke bare kunne beskrive, men også ændre Mellemøsten og verden.

Men der var noget Gøg og Gokke over den høje Barfi og hans noget lavstammede og rundmavede Sotloff.

Skudsikre veste og satellittelefoner var blevet konfiskeret i Kairo. Men det lod de to sig ikke slå ud af. De manglede hverken mod eller gåpåmod.

Men Sotloff var ingen glad amatør. Trods sin unge alder havde den 28-årige journalist fra Miami allerede rejst og boet i en række arabiske lande. Han havde oplevet opstandene i både Bahrain og Egypten.

I modsætning til de fleste vestlige journalister talte både han og Barfi arabisk. Og som både amerikansk og israelsk statsborger var Sotloff på det rene med, at de voldsomme kræfter, som de arabiske opstande havde sluppet løs, ikke alle var af det gode.

Travle Foley

Jeg vekslede aldrig mange ord med James Foley ud over hilsner, når vi stødte på hinanden. Han syntes altid travl, med kameraet under armen på jagt efter nye billeder. Som vidste han, at tiden på denne jord ville blive kort. Sotloff derimod tog sig god tid.

Han blev tilbage til Libyen, længe efter at nyhedskaravanen var draget videre.

Men de historier, han sendte hjem, handlede ikke om demokratiets fremmarch.

En, som han skrev som freelance-journalist for nyhedsmagasinet Time, handlede om radikale islamisters drab på den amerikanske ambassadør Christopher Stevens i Benghazi i 2012.

En anden om, hvordan radikale islamister kuede anderledestænkende libyere. Sotloff var blandt de første til at advare om truslen fra de religiøse mørkemænd.

Men det var Syrien, der blev både Sotloff og Foleys skæbne. Her fulgte Sotloff fra nærmeste hold oprøret mod Bashar al-Assad, der i stigende grad blev kuppet af radikale islamister, der 2013 bortførte Sotloff i nærheden af Aleppo.

Trods sine stærke holdninger gik han ikke af vejen for at se Mellemøsten fra flere sider. Også fra fjendens.

I 2013 rapporterede han fra Det Muslimske Broderskabs protestlejr i Kairo, få dage inden den blev ryddet af det egyptiske militær med over 1.000 dræbte til følge.

Men det var hans mordere formentlig komplet ligeglade med. De skar ikke halsen over på ham på grund af det, han skrev. Men på grund af, hvem han var. Amerikaner, jøde og israeler. Det perfekte offer for en propagandalikvidering for rullende kamera. Sine sidste ord fik Sotloff ikke lov til at skrive selv.

Som James Foley blev han af sine bødler tvunget til give USA’s bombeangreb mod Islamisk Stat i Irak skylden for sin halshugning.

Det er svært ikke at se Sotloffs korte, men intense karriere som et billede på udviklingen i den arabiske verden i de seneste tre år. Et udbrud af fandenivoldsk gåpåmod, der blev druknet i blod.