Vicepræsident: Vi vil forfølge dem til helvedes porte
Mens Obama klandres for at være for at mane for meget til ro, skruer Joe Biden nu op for retorikken i kampen mod IS.
Los Angeles
Vreden og budskabet om hævn var til at få øje på, da vicepræsident Joe Biden onsdag kommenterede kampen mod Islamisk Stat (IS) i en tale ved skibsværftet Portsmouth Naval Shipyard i staten Maine.
Den 71-årige politiker følte tilsyneladende ingen trang til at ytre sig i afdæmpede og lavmælte vendinger, da han forklarede, hvad der bør ske med bødlerne fra IS, som forleden likviderede endnu en amerikansk journalist.
Tværtimod nærmest råbte han sit budskab ud til skibsværftets ansatte, der kvitterede med jubelbrøl og klapsalver.
”Nu tager vi os af dem, der sørger, og når det er forbi, så skal de (IS, red.) vide, at vi vil forfølge dem til helvedes porte, indtil de bliver retsforfulgt. For helvedet er, hvor de hører til,” lød det fra Biden, som gentog sidstnævnte budskab til endnu større jubel.
”Helvedet er, hvor de hører til!”
Inden da havde han kommenteret likvideringen af den amerikanske mellemøstreporter Steven Sotloff med følgende bemærkning:
”Da disse barbarer gentog det, som de gjorde ved James Foley, som var fra New Hampshire, så troede de tilsyneladende, at de kunne lære os en lektie, skræmme og intimidere os. Men hvis de tror, at det amerikanske folk kan blive intimideret, så kender de os ikke ret godt. Vi kom tilbage efter 11. september og tørrede støvet af og sikrede, at Osama bin Laden aldrig, aldrig nogensinde igen kunne komme til at skræmme det amerikanske folk.”
Og kort efter tilføjede han følgende med stadig kraftigere røst:
”Det amerikanske folk er så meget stærkere, så meget mere determineret, end vores fjende er i stand til at forstå. Som en nation står vi sammen. Og når folk forvolder skade på amerikanere, så trækker vi os ikke tilbage. Vi glemmer ikke.”
Budskabet og måden, som det blev leveret på, er efterfølgende blevet vist igen og igen drøftet indgående af flere amerikanske nyhedskanaler.
Iagttagere mener nemlig, at det på sin vis også udstiller Barack Obama, som klandres for at være for forsigtig og optræde nølende i kampen mod IS.
Obama er senest blevet kritiseret for at, at han ikke – på amerikansk jord – straks fordømte IS’s seneste likvidering, men i stedet ventede med at kommentere sagen, indtil han ankom til et Nato-topmøde i Estland.
Han kritiseres imidlertid også af partifæller for at mane for meget til ro og reagere for nølende og passivt i forhold til IS' fremfærd i Syrien og Irak.
”Jeg vil ikke sætte vognen foran hesten. Vi har endnu ikke en strategi,” sagde præsidenten eksempelvis forleden med henvisning til rygterne om et omfattende amerikansk luftangreb mod Islamisk Stat (IS) i Syrien.
Han lod dermed forstå, at medierne havde taget forskud på begivenhederne, og at de amerikanske angreb mod islamisterne i Syrien alligevel ikke var nært forestående.
Det førte i weekenden til en forsigtig men sviende kritik fra Obamas højt respekterede partifælle Dianne Feinstein, formanden for det amerikanske senats efterretningsudvalg, som sagde følgende til NBC’s politiske magasin ”Meet the Press”:
”Jeg har lært én ting om præsidenten, og det er, at han er meget forsigtig. Måske er han – i dette tilfælde – for forsigtig.”
Vicepræsident Biden, som omvendt sikkert vil høste ros for sin skarpe retorik i den aktuelle sag, anses for at være liberal i amerikansk terminologi, men han støttede ikke desto mindre invasionen i Irak i 2003.
Han har tidligere vakt opsigt ved at gå et skridt videre end Obama-regeringen og Det Hvide Hus.
I 2012 gik han eksempelvis på tv og gjorde det klart, at han har det fint med homoseksuelle ægteskaber.
Udmeldingen, som tilsyneladende ikke var clearet med Det Hvide Hus, lagde pres på præsident Barack Obama for ligeledes at give til kende, om han var for eller imod giftermål mellem par af samme køn.
Kort efter skiftede Obama som den første amerikanske præsident nogensinde kurs og gav sin støtte til homoseksuelle ægteskaber.