Fortsæt til indhold
USA

Obama under beskydning efter halshugning: Gør nu noget

Præsident Barack Obama er presset, efter at Islamisk Stat har henrettet endnu en amerikaner.

Barack Obama gør ikke nok for at nedkæmpe Islamisk Stat og slå igen mod de henrettelser af amerikanske statsborgere, som IS har udført.

For der skal slås hårdt, og der skal slås igen og igen, indtil truslen fra Islamisk Stat er væk, mener flere amerikanske politikere fra både det republikanske og det demokratiske parti.

"Hr. præsident, hvis du ikke kan finde på en strategi, så fortæl os i det mindste hvad dit mål er," skriver den republikanske senator Lindsey Graham i en officiel udtalelse efter offentliggørelsen af den video, der angiveligt viser amerikaneren Steven Sotloff blive dræbt.

"Præsidenten er for forsigtig - i dette tilfælde måske for forsigtig," siger demokraten Dianne Feinstein, som sidder i Senatets efterretningskomité, ifølge CNN.

"Vi må gå efter IS lige med det samme, for USA er det eneste land, som kan danne en koalition, der kan stoppe denne gruppes barbariske ondskab," siger senator Bill Nelson fra Florida til Fox News.

Kritikken begyndte i sidste uge, da Barack Obama udtalte, at han "endnu ikke har en strategi" parat for militært indtog i Syrien. Det fik de republikanske senatorer John McCain og Lindsey Graham til i et indlæg i New York Times at trygle præsidenten om at "gøre noget" for at bekæmpe truslen.

"Denne trussel må og skal konfronteres. Dette kræver en omfattende strategi, lederskab fra præsidenten og en erkendelse af, at det her haster. Hvis Obama skifter kurs og kommer med en strategi for bekæmpelse af IS, fortjener han vores støtte," skrev de to republikanere, som bl.a. foreslår, at man konfronterer IS militært i Syrien, ikke i Irak, og at man bruger langt hårdere midler.

Efter at Islamisk Stat tirsdag udsendte en video, hvori endnu et amerikansk gidsel bliver halshugget, tyder de foreløbige udtalelser fra politiske venner og fjender på, at Obama skal tage imod endnu flere verbale tæv for ikke at slå hårdt nok ned på Islamisk Stat. At kritikken nu også kommer fra præsidents eget parti, demokraterne, er ikke oplevet før i forhold til USA's indsats - eller mangel på samme - i Syrien.

USA's udenrigsminister John Kerry har indtil videre ikke nævnt en konkret strategi for Syrien, men han har i et indlæg i New York Post skrevet, at "kræften fra IS ikke vil få lov til at sprede sig til andre lande".

Det er ifølge professor og sikkerhedsekspert Charles Kupchan meget sandsynligt, at Barack Obama på det Nato-møde, som bliver holdt i denne uge, vil bede Nato om at blive en større del af indsatsen i Mellemøsten.

"Jeg tror, at præsidenten er opsat på at få Nato mere involveret, og i særdeleshed være med til at håndtere truslen fra IS. Jeg tror godt, at man kan forvente, at Nato vil gøre noget på det punkt," siger han til Washington Post.