Obama: Vi skal nok fange bødlerne
Den aktuelle terrortrussel fra Islamisk Stat skal håndteres på en ny måde, siger USA’s præsident.
Los Angeles
USA indledte for to uger siden flyangreb mod IS i Irak for at hjælpe de lokale styrker med at stoppe jihadisternes offensiv.
Efter henrettelsen af den amerikanske journalist James Foley har USA ydermere luftet tanken om at udføre luftangreb i Syrien for at få ram på den militante gruppe.
Der er endnu ikke truffet beslutning om at udføre luftangreb andre steder end i Irak, men tirsdag lovede USA’s præsident, Barack Obama, at man under alle omstændigheder vil få ram på journalistens bødler.
Det sagde han i en tale, som blev holdt for American Legion, en organisation for krigsveteraner og pensionerede soldater, ved et arrangement i Charlotte, North Carolina.
”Vores besked til alle, som skader vores folk, er simpel: USA glemmer ikke; vores rækkevidde er stor; vi er tålmodige; retfærdigheden vil ske fyldest, og vi har igen og igen bevist, at vi vil gøre det nødvendige for at gå efter dem, som skader amerikanere,” sagde præsidenten.
”At udrydde en kræftknude som IS vil ikke være nemt og ikke gå hurtigt, men tyranner og mordere før dem vil anerkende, at de ikke kan hamle op med den styrke og de håb fra folk, som står sammen om sikkerhed, værdighed og frihed," tilføjede han.
Præsidenten advarede dog i klare vendinger om at kaste sig hovedkulds ind i konflikten på en uhensigtsmæssig måde.
”For at fastholde vores lederskab og opretholde USA’s styrke og sikkerhed, må vi bruges vores kræfter klogt. Historien har lært os om farerne ved at gå for vidt og udmatte os selv og prøve at haste ind i militære konflikter uden international opbakning og uden at tænke over konsekvenserne,” sagde Obama og tilføjede, at ”vi aldrig skal udsætte vores sønner og døtre for fare med mindre, at det er absolut nødvendigt, og med mindre vi samtidig har en nøje tilrettelagt plan, som vi vil følge.”
Der kommer med garanti ikke amerikanske kampsoldater i aktion, lød meldingen.
”Jeg har autoriseret målrettede angreb for at beskytte vores diplomater og militære rådgivere, som befinder sig der. Men lad mig sige det igen: Kampsoldater vil ikke vende tilbage for at kæmpe i Irak. Vi vil ikke tillade USA at blive bragt ind i en langvarig krig på landjorden i Irak, for det er i sidste ende op til irakerne selv at løse konflikten og skabe deres egen sikkerhed,” sagde Obama.
Herefter gav han sig til at skitsere, hvordan Islamisk Stat og andre terrorister i regionen i stedet bør håndteres.
Det betyder mere militærassistance til regeringer og kurdiske styrker i Irak og den moderate del af oppositionen i Syrien.
”Svaret er ikke at sende store militærstyrker ind, belaste vores militær og besætte lande i lang tid og skabe mere terrorisme. Vore militære aktioner i Irak skal i stedet være en del af en bredere strategi for at beskytte vores folk og støtte vores partnere til at kæmpe mod Islamisk Stat,” sagde Obama og tilføjede:
”Vi opfordrer lande i regionen til at opbygge en international koalition inklusiv vores nærmeste allierede for at støtte irakerne, så de kan tage kampen op med de barbariske terrorister.”