Fortsæt til indhold
Politik

Forsvarets Efterretningstjeneste: Høj risiko for at danske piloter bliver beskudt i Irak

Risikoen for at blive beskudt over det nordlige Irak er høj, vurderer Forsvarets Efterretningstjeneste. Danske soldater får grønt lys til at forsvare sig selv.

Det bliver bestemt ikke en søndagsudflugt for de danske piloter, som formentlig snart gå på vingerne for at flyve lette våben og ammunition til kurdere og irakere i det nordlige Irak.

Risikoen for direkte eller indirekte beskydning er nemlig "høj" i de områder, hvor der finder kamphandlinger sted mellem regeringsstyrker og den ekstreme gruppe Islamisk Stat (IS), vurderer Forsvarets Efterretningstjeneste.

Det fremgår af regeringens beslutningsforslag om Irak-bidraget, som er blevet offentliggjort mandag aften, og som ventes at blive vedtaget med overvældende flertal onsdag.

I områder uden kamphandlinger på landjorden er risikoen for at blive beskudt "middel", vurderer FE. Dertil kommer, at truslen fra terror i Irak er "høj" – herunder både risikoen for at blive taget til fange eller for at blive ramt af en improviserede sprængladninger, IED'er.

"Det er selvfølgelig ikke uden risiko, når man sender et dansk fly til Nordirak. Men Forsvaret vil gøre alt, hvad det kan for at minimere den risiko i samarbejde med vores allierede," sagde forsvarsminister Nicolai Wammen (S), efter et møde i Udenrigspolitisk Nævn torsdag.

Her forklarede han, at det danske fly i værste fald kan blive forsøgt nedskudt.

Konkret vil Danmark sende et Hercules-transportfly og et mindre logistikhold til Irak i perioder af op til cirka 14 dage af gangen. Regeringen forventer, at operationen samlet kommer til at omfatte 55 mand.

Prisen løber op i en merudgift for Forsvaret på 7,5 millioner kroner for hver 14 dage, som operationen varer.

Dermed vil det danske Irak-bidrag kunne komme til at give en medudgift på omkring 67 millioner kroner, hvis der bliver behov for det danske transportflys indsats helt frem til nytår, som indtil videre er deadline for operationen.

I sidste uge bad udenrigsminister Martin Lidegaard (R) Folketinget om opbakning til, at Danmark aktivt hjælper irakerne og kurderne i det nordlige Irak i deres kamp mod IS.

Den primære opgave for det danske fly bliver ikke – som først foreslået – at flyve nødhjælp, men derimod at transportere våben og andet militærudstyr.

Ud over flypersonale og et antal forbindelsesofficerer skal der formentlig udsendes et "mindre antal" sikringsfolk, som får til opgave at beskytte det danske fly og dets personel i Irak. Disse sikringsfolk får lov til at forsvare sig, hvis danskerne bliver angrebet, fremgår det af regeringens beslutningsforslag:

"Det danske militære bidrag vil indgå i en indsats, hvor det ikke kan udelukkes, at der bliver tale om anvendelse af militære magtmidler. Det danske bidrag vil have mandat til magtanvendelse i selvforsvar," står der.

De danske piloter skal som udgangspunkt transportere personel, våben, ammunition, materiel og forsyninger til de irakiske og kurdiske styrker, samt øvrige samarbejdspartnere, som ikke uddybes nærmere. Om nødvendigt skal Hercules-flyet også transportere nødhjælp, men FN har hidtil afvist at benytte militærfly til den slags humanitære opgaver.

Flyvningerne ventes primært at foregå mellem europæiske lande og destinationer i Irak eller internt i Irak.

Den foreløbige slutdato for operationen er sat til årsskiftet, men ifølge Forsvarsministeriet skal det danske bidrag som udgangspunkt udsendes i perioder af op til 14 dage af gangen.

Der er dog en vise elastik i forslaget, sådan at regeringen løbende kan ændre både varighed og opgaver, hvis det bliver nødvendigt. I så fald vil Det Udenrigspolitiske Nævn eller om nødvendigt Folketinget blive taget med på råd, understreges det.

Folkeretligt er operationen legitimeret ved, at Irak selv har bedt om hjælp til at bekæmpe IS, fremgår det af beslutningsforslaget.

Samtlige partier i Folketinget støtter indtil videre, at Danmark bidrager til kampen mod IS. Enhedslisten vil dog fortsat have afklaret en række spørgsmål.

Dokumentation: Læs hele regeringens Irak-beslutningsforslag her.