Ekspert: Trumps fremtid vil afhænge af folkestemningen efter Comeys vidneudsagn i morgen
Republikanerne er nødt til at tage temperaturen på folkestemningen i morgen efter Comeys vidneudsagn, før de udtaler sig negativt om Trump.
Den amerikanske præsident Donald Trump tager allerede nu forskud på den meget dårlige dag, som alle først havde forventet kom i morgen.
Sådan lyder det fra Anders Agner Pedersen, redaktør på onlinemediet Kongressen.com og ekspert i amerikansk politik, Hans forudsigelse kommer efter at vidneudsagnet fra den tidligere FBI-direktør James Comey onsdag aften er blevet offentliggjort på nettet.
Torsdag skal Comey vidne i en åben høring i det amerikanske senats efterretningskomité, hvor han ifølge vidneudsagnet vil fortælle, at Donald Trump forsøgte at påvirke undersøgelser omkring tidligere rådgiver Michael Flynns forhold til den russiske regering.
»Det her vidneudsagn er en ekstremt alvorlig sag for Trump. Han har taget forskud på den dårlige dag, men høringen i morgen bliver stadig vigtig, for der vil være mulighed for at spørge ind til den forklaring, som Comey er kommet med. Trumps problem er nu, at Comey har lagt alt på bordet nu. Det står sort på hvidt,« siger Anders Agner Pedersen.
Men selvom at Comey kommer med en række belastende udsagn, vil konsekvenserne for Trump afhænge af folkestemningen i morgen, påpeger Anders Agner Pedersen.
»Folkestemningen er meget, meget afgørende i morgen. Kan det her ende i en rigsretssag? Ja, det kan det godt. Men lige nu er der ikke stemning for det, og vi skal huske på, at republikanerne lige nu har flertallet i både Senatet og Repræsentanternes hus. Der skal opstå et så stort pres fra vælgerne, at republikanerne er nødt til at gøre noget, ellers kommer det nok ikke til at ske.«
Med en reference til Watergate-sagen fortæller Anders Agner Pedersen, at man skal huske på tidsperspektivet i den her sag, for Trump kommer ikke til at gå af i morgen efter Comeys høring.
»Det er en langvarig proces. Det slutter ikke med Comey i morgen. Det slutter ikke med ugens udgang. Vi er langt fra færdige endnu. Det tog lang tid med Watergate-sagen, hvor der gik næsten to år fra den første artikel blev bragt i avisen Washington Post til at Richard Nixon måtte gå af som præsident,« siger Anders Agner Pedersen.
Men i morgen vil folket blive en del af juryen, så afgørende er dets rolle, pointerer han, og det vil derfor betyde meget, hvad Comey siger i morgen, og hvordan det bliver udlagt. Den store opgave ligger forud for republikanerne, der skal træde varsomt.
»Republikanerne er ude i delikat balancegang, og de vil nok være afmålte i morgen, selvom de forbander den her sag langt væk. De skal vinkle det her på plads, så det ikke eksploderer mellem hænderne på dem. Der har været masser af dårlige historier, adskillige møgsager, breaking news. Men ikke desto mindre vil de fleste, der stemte på Trump, stemme på ham igen efter i morgen. Derfor tør de republikanske politikere heller ikke gå imod ham, for så får de folkets vrede at føle,« siger Anders Agner Pedersen.
I stedet vil det blive republikanernes job i morgen at forblive Trump-loyale, og fremstille Comey som en vred, forsmået mand, der kun er ude på at hævne sig på den mand, der fyrede ham som FBI-direktør, mener Anders Agner Pedersen.