Her er personerne bag Donald Trumps mediestrategi
Trumps omgang med pressen og fakta har vakt stor opsigt. Det samme har nogle af hans rådgivere.
Mens Donald Trump tegner sig for den ene overskrift efter den anden, tyder noget på, at også en del af hans rådgivere og strateger kan forventes at blive kendte ansigter.
Trump har ved flere lejligheder udtrykt sin utilfredshed med pressen, som han beskylder for at sprede falske nyheder, og også Trumps toprådgiver for kommunikation, Kellyanne Conway, har kritiseret medierne, som hun mener er fjendtligt indstillet over for præsidenten.
Og nu er udtrykket »alternative kendsgerninger« uløseligt forbundet med Conway.
Hun brugte ordene, da hun skulle beskrive, hvad talsmanden for Det Hvide Hus, Sean Spencer, havde talt om, da han kaldte fremmødet ved Trumps indsættelse for » det største publikum, som nogensinde har overværet en indsættelse,« selv om fakta viste noget andet.
Den 50-årige Kellyanne Conway var kampagnechef for Trump under præsidentvalgkampen. Hun var den første kvinde, som stod i spidsen for en republikansk præsidentkampagne. Conway er uddannet advokat og har i mange år arbejdet med meningsmålinger som grundlægger af firmaet The Polling Company, Inc./Woman Trend. I den forbindelse har hun rådgivet republikanere om, hvordan de bedst appellerer til kvinder.
Den 45-årige talsmand for Det Hvide Hus og dermed også for præsidenten, Sean Spicer, er allerede blevet kendt, som manden, der løj om antallet af mennesker ved indsættelsen.
Ved samme lejlighed gjorde han det klart, at Trump agter at omgå de traditionelle medier, fordi de i hans optik ikke rapporterer objektivt.
»Det amerikanske folk fortjener bedre, og så længe han (Trump, red.) fungerer som budbringer for denne utrolige bevægelse, vil han fremlægge sit budskab direkte til det amerikanske folk, hvor hans fokus altid vil være,« lød det.
Spicer måtte efterfølgende erkende, at han havde givet forkerte oplysninger. I stedet hævdede han, at Trumps indsættelse havde haft det største seertal nogensinde, når man medregnede folk, der havde fulgt med på nettet via eksempelvis Youtube.
Se timelapse-video af folkemængden ved Trumps indsættelse:
Som chefstrateg har Donald Trump hyret Stephen "Steve" Bannon. Bannon, som var chef for Trumps kampagne fra august og tidligere har været bestyrelsesformand for det højredrejede nyhedssite Breitbart News, er en kontroversiel figur.
Han har ved flere lejligheder kritiseret republikanere, blandt dem formanden for Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, for ikke at være højreorienteret nok. Samtidig har Breitbart News under Bannon fungeret som platform for personer fra den såkaldte alt-right-bevægelse (Alternative Right, red.), der betegnes som antisemitisk og racistisk.
Som politisk rådgiver er valget faldet på Stephen Miller, som skrev mange af Trumps taler i løbet af 2016, ligesom han skal have skrevet indsættelsestalen sammen med Steve Bannon. Den 31-årige markerede sig i sin collegetid, som en ivrig klummeskribent i collegeavisen Duke Chronicle, hvor han fremstod stærkt konservativ og til tider også kontroversiel.
Donald Trumps ansvarlige for sociale medier er Dan Scavino, som har arbejdet for præsidenten, siden han var 16 år gammel. Dengang var Scavino caddie i en golfklub ejet af Trump, men siden arbejdede han sig op og blev direktør for stedet. Nu står han i spidsen for Trumps omstridte ageren på de sociale medier. Mens præsidentkandidaten blev kendt for at tweete i hidtil uset omfang, regnede mange med, at strømmen ville ebbe ud, da han blev præsident. Det er hidtil ikke sket.
Scavino har tidligere fortalt CNN, at han i et vist omfang styrer, hvad der bliver lagt på de sociale medier, men at Trump dybest set gør, hvad der passer ham - særligt når personalet er gået hjem.
»Han spørger ikke mig først,« sagde Scavino i juli.
Endelig er der den 28-årige Hope Hicks, som var pressesekretær på valgkampagnen. Hun startede i 2014 med at arbejde for Trumps datter Ivanka Trump, men blev allerede i 2015 udpeget til at være pressesekretær for Donald Trumps kampagne. Efter valget fik hun stillingen som chef for strategisk kommunikation.