Donald Trump slår aldersrekord som den ældste nyvalgte præsident nogensinde
Den nyvalgte præsident kiler sig lige netop ind foran Ronald Reagan som ældste nyvalgte præsident. På listen over de ældste nyvalgte præsidenter er også d'herrer Ford og Bush.
Han er på mange måder et opsigtsvækkende valg som præsident, den republikanske Donald Trump.
Ikke alene snød han alle meningsmålinger og eksperter ved at vinde tirsdagens amerikanske valg, ligesom han har en baggrund som byggematador, milliardær og tv-stjerne.
Med sine 70 og et halvt år bag sig er han nemlig den ældste amerikaner nogensinde, der er blevet nyvalgt som landets præsident, og dermed også mere end nogen anden berettiget til titlen "alderspræsident".
Han overgår nemlig lige præcis en anden præsident med en særlig baggrund, den tidligere skuespiller Ronald Reagan, der i 1981 første gang blev valgt til embedet i en alder af 69 år og 349 dage. Han nåede siden at være præsident indtil 1989, hvor han altså havde fejret sin 77. fødselsdag.
Hillary Clinton er lige fyldt 69 år og havde dermed ikke distanceret Ronald Reagan fra førstepladsen, hvis hun var blevet valgt af amerikanerne.
Til sammenligning var den snart afgående præsident, Barack Obama, 47 år, da han for første gang blev valgt ind i Det Hvide Hus.
Den yngste præsident, der nogensinde er blevet valgt, er i øvrigt Theodore Roosevelt, der kun næsten var fyldt 43 år, da han blev valgt i 1901.
Top 10 over ældste nyvalgte amerikanske præsidenter:
- 1: Donald Trump, den 45. præsident, 70 år. Regeringsperiode 2017-
- 2: Ronald Reagan, den 40. præsident, 69 år. Regeringsperiode 1981-89
- 3: William Henry Harrison, den niende præsident, 68 år. Regeringsperiode 1841-41
- 4: James Buchanan, den 15. præsident, 65 år. Regeringsperiode 1857-61
- 5: George H. W. Bush, den 41. præsident, 64 år. Regeringsperiode 1989-93
- 6: Zachary Taylor, den 12. præsident, 64 år. Regeringsperiode 1849-50
- 7: Dwight D. Eisenhower, den 34. præsident, 62 år. Regeringsperiode 1953-61
- 8: Andrew Jackson, den syvende præsident, 61 år. Regeringsperiode 1829-37
- 9: John Adams, den anden præsident, 61 år. Regeringsperiode 1797-1801
- 10: Gerald Ford, den 38. præsident, 61 år. Regeringsperiode 1974-77
- Gerald Ford og Theodore Rosevelt blev ikke valgt med overtog embedet af forskellige årsager.