Hillary Clinton: »Det her er smertefuldt og vil være det i lang tid«
Den demokratiske præsidentkandidat har udtalt sig for første gang siden tirsdagens valgnederlag. Hun opfordrede blandt andet sine støtter til at acceptere valgnederlaget og give Trump en chance som præsident.
Det var med den sædvanlige stålsathed og en afklaret mimik, da demokraternes Hillary Clinton for første gang udtalte sig efter tirsdagens valgnederlag.
Talen blev holdt på The New Yorker Hotel på Manhattan, New York, onsdag formiddag lokal tid.
Hillary Clinton havde bl.a. selskab af sin mand og tidligere amerikanske præsident, Bill Clinton, da hun fra starten understregede, at det var nødvendigt at acceptere og respektere valgresultatet.
»Det her er smertefuldt og vil være det i lang tid. Men vores kampagne handlede aldrig om en person eller et valg. Det handlede om det land, vi elsker. Valget har vist, at vores land er mere splittet, end vi troede. Men jeg tror stadig på USA og vil altid gøre det. Og hvis I også gør det, må I acceptere det her valg,« sagde Hillary Clinton.
Samtidig lagde hun vægt på, at hendes støtter med "et åbent sind" er nødt til at give Donald Trump en chance som amerikansk præsident.
Den detroniserede præsidentkandidat fik massive klapsalver af sine støtter, hvoraf flere var tydeligt rørte. Mange af dem havde inden da givet hinanden opmuntrende kram, da de ankom til pressemødet, ligesom folk rundt omkring kiggede nedslået ned i jorden med blanke øjne.
»Jeg undskylder for, at vi ikke vandt dette valg med de visioner, vi havde,« indledte Hillary Clinton sin tale.
Senere takkede hun bl.a. den afgående præsident Barack Obama og hans kone, Michelle Obama, for deres støtte under valgkampen.
En smule ubalance kom der i hendes ellers afklarede fremtoning, da hun sendte en særlig besked til unge kvinder og piger om, at de aldrig skal miste troen på, at de kan jagte og opnå deres drømme.
»Intet har gjort mig mere stolt end at være jeres "champion". Vi har endnu ikke slået hul i glasloftet, men en dag vil det ske, og det vil ske før, end vi måske tror det,« sagde hun med let blanke øjne med henvisning til at få den første kvindelige amerikanske præsident.
Inden Clintons tale gik hendes vicepræsidentkandidat, Tim Kaine, på scenen sammen med sine kone og slå med let bævrende stemme fast, at han var stolt af Hillary Clinton, og at hun havde "skrevet historie" med bl.a. sin nominering som demokraternes præsidentkandidat.
"Det er en kæmpe bedrift," sagde han og roste hendes evne til "at holde fast i sine drømme" og samtidig være fokuseret.
Både tilhængere og medarbejdere i Hillary Clintons kampagnestab var inviteret til onsdagens pressemøde, der startede lidt efter klokken 17.30 dansk tid, da Hillary Clinton entrerede scenen over to timer senere end bebudet.
I det hele taget har tålmodighed været en nødvendig i forhold til at få Hillary Clintons syn på det netop overståede valg. Efter planen skulle hun nemlig have holdt tale tirsdag aften - onsdag morgen dansk tid - men hendes kampagnechef, John Podesta, indtog i stedet scenen i New York og sendte de mange tusinder af tilhængere hjem med ordene:
»I har været her længe, og det har været en lang aften og en lang kampange. De tæller stadig stemmer, og hver stemme bør tælle - vi har ikke mere at sige i aften«.
Kort efter blev republikanernes Donald Trump erklæret som vinder. Hillary Clinton ringede ifølge Trumps kampagnestab herefter til den nykårede præsident og lykønskede ham med valget.
På trods af en valgkamp fyldt af gensidige beskyldninger roste Donald Trump sin konkurrent, da valgresultatet lå klar.
»Hun har kæmpet hårdt. Hillary har arbejdet virkelig længe og virkelig hårdt i en lang periode, og vi skylder hende stor taknemmelighed for at have tjent vores land. Det mener jeg seriøst, «sagde han blandt andet i sin sejrstale i New York.
Donald Trump fik ved valget over 270 valgmænd, hvilket er nødvendigt for at sikre sig sejren.