Fortsæt til indhold
USA

Donald Trump: Jeg sværger, at jeg vil være hele USA's præsident

USA's nye præsident roste Hillary Clinton og understregede, at han vil forene landet.

Efter en valgkamp, som har delt USA i to og været usædvanlig hård og konfliktfyldt, var det en mere forsonlig Donald Trup, som indtog scenen som USA's nye præsident.

Sammen med sin hustru Melania, sine børn og børnebørn spankulerede han ind i rampelyset til tonerne af storladen musik.

»Undskyld, at jeg lod jer vente - indviklede affærer,« lød de første ord.

Dernæst roste han sin politiske rival Hillary Clinton.

»Jeg har lige modtaget et opkald fra minister Clinton. Hun lykønskede os - det handler om os - for vores sejr, og jeg lykønskede hendes og hendes familie for at have kæmpet hårdt i kampagnen. Hillary har arbejdet meget hårdt over en lang periode,« sagde Trump, som derudover takkede Clinton for hendes indsats for landet.

Donald Trump erkendte, at han overtager ledelsen i et land, som er dybt splittet, men understregede, at der nu skal bygges bro.

»Det er på tide for os at finde sammen som et forenet folk. Jeg sværger over for enhver borger i landet, at jeg vil være præsident for alle amerikanere (...) For dem, som har valgt ikke at støtte mig tidligere - og de er en del - rækker jeg ud efter jeres vejledning og hjælp, så vi kan arbejde sammen og forene vores fantastiske land.«

Han påpegede, at Trump-valgkampen ikke har været en kampagne, men en bevægelse »af millioner af hårdtarbejdende mænd og kvinder, som elsker deres land og ønsker en lysere fremtid.«

Clinton-tilhængere tager hjem

Og den kommende opgave er at genopbygge USA og landets infrastruktur, lød det.

»Ingen drøm er for stor, ingen udfordring for omfattende.«

»USA vil ikke længere lade sig nøje med mindre end det bedste.«

Flere iagttagere har været bekymret for konsekvenserne på den internationale scene med Trump ved roret, om de blev beroliget af den kommende præsidents ord er uvist, men Trump pointerede, at »vi vil komme godt ud af det med alle de nationer, som ønsker at komme godt ud af det med os.«

»Jeg vil gerne fortælle verdenssamfundet, at mens vi altid vil sætte USA's interesser før alt andet, vil vi håndtere alle på fair vis.«