Fortsæt til indhold
USA

Iskold wellness-trend slog 24-årig kvinde ihjel

Er kryoterapi sikkert, spørger flere, efter at 24-årig blev fundet bogstavelig talt stivfrossen.

Smukkere, slankere, yngre og sundere.

Det skulle kort fortalt være nogle af de fordele, som følger med at lade sig omslutte af ekstrem kulde i dertil indrettede båse.

Navnet er kryoterapi. En terapiform, som oprindeligt er blevet brugt til at afhjælpe atleters ømme muskler og forbedre deres præstationer, men som nu også er blevet en del af wellnessindustrien i USA.

Således kan man på klinikker flere steder i landet tilbringe to-tre minutter i under minus 100 graders kulde.

Og mens forskningen endnu ikke har fundet overbevisende tegn på kryoterapiens lyksagligheder, så er der nu også røster, som sætter spørgsmålstegn ved dens sikkerhed.

Den konkrete årsag er Chelsea Patricia Ake-Salvacions død.

Den 24-årige kvinde arbejdede på kryoklinikken Rejuvenice i en forstad til Las Vegas, da hun den 19. oktober afsluttede en aftenvagt med at tage en tur i kryobåsen.

Forinden havde hun ifølge New York Times sendt en sms til sin kæreste, hvor hun skrev, at hun var øm i kroppen og derfor ville tage en tur i ismaskinen.

Chelsea Patricia Ake-Salvacion forlod den først næste dag, da hendes kollega kom for at åbne klinikken og fandt hende stivfrossen og død.

Dødsårsagen er endnu ikke klarlagt, men ifølge politiet tyder intet på en forbrydelse. Kvindens onkel, Albert Ake, har fortalt flere amerikanske medier, at efterforskere skal have fortalt ham, at niecen var død i løbet af få sekunder.

Den endelige rapport fra retsmedicineren ventes først klar om seks til otte uger, men ABC News har fået adgang til en foreløbig rapport fra politiet i Las Vegas.

Heraf fremgår det, at Chelsea Patricia Ake-Salvacion burde have haft hjælp til at betjene maskinen, der udsender en iskold tåge lavet af flydende nitrogen.

Kryoterapibehandlinger kan enten foregå i enkeltmandsbåse som den, der ses på billedet, eller i større kamre, hvor flere kan stå sammen.

»Ake brugte den alene, det ser ud til, at hun ikke indstillede den til det rette niveau, hun fik ikke nok ilt, og hun blev kvalt og frøs sig selv ihjel,« lyder det i rapporten.

Den unge kvindes arbejdsplads, Rejuvenice, har efterfølgende udsendt en pressemeddelelse, hvor man udtrykker sorg over Chelsea Patricia Ake-Salvacions død og understreger, at kryoterapi er sikkert.

»Millioner af behandlinger er blevet udført sikkert over hele verden i over 20 år. Alle Rejuvenice-medarbejdere gennemgår en striks og stringent træning, vores kryokamre bliver aldrig låst, og der bliver holdt øje med gæster og ansatte under hele behandlingen for at sørge for deres sikkerhed.«

Stedet er dog siden lukket, fordi det viste sig, at man ikke kunne dokumentere, at medarbejderne var forsikrede, ligesom Rejuvenice ikke havde tilladelse til at udføre kosmetologbehandlinger, som også var en del af repertoiret.

Det kræver ikke nogen særlig tilladelse at tilbyde kryoterapibehandlinger.

Kryoterapi opstod oprindeligt i Japan i 1978, men det var nogle polske forskere, som var de første til at bruge terapien til behandling af sportsskader i 2000.

Kulden skabes ved brug af flydende nitrogen, som ikke i sig selv er giftig, men som kan medføre risiko for kvælning. Når nitrogenet omdannes til gas, fylder det nemlig så meget, at luftens iltindhold kan svinde ind.

Et studie foretaget af Cochranes Bone, Joint and Muscle Trauma Group i september konkluderer, at der ikke er tilstrækkeligt med beviser til, at afgøre, hvorvidt kryoterapi gør nogen forskel for muskelømhed eller sportsskader hos voksne, unge mænd - og slet ingen undersøgelser af effekten for kvinder eller eliteatleter.

»Den manglende dokumentation af utilsigtede hændelser er vigtig, fordi det udgør en potentiel fare at blive udsat for ekstreme temperaturer,« lyder det i studiet, som opfordrer til, at fremtidige undersøgelser af kryoterapi også undersøger bivirkningerne.