Fortsæt til indhold
USA

Amerikansk højesteret har indledt historisk sag

Højesteret skal tage stilling til om homoseksuelle amerikanere har en forfatningsikret ret til ægteskab.

Los Angeles

Har homoseksuelle en forfatningssikret ret til at blive gift i USA?

Svaret på det spørgsmål begyndte tirsdag så småt at tage sin form i den amerikanske hovedstad Washington D.C. Her indledte den amerikanske højesteret således den sag, der i juni måned vil få dommerne til endeligt at afgøre spørgsmålet, som er et af de største borgerettighedsspørgsmål i nutidens USA.

I dag tillader 36 amerikanske stater homoseksuelle ægteskaber. Men flere stater kæmper hårdt imod udviklingen på området. Det gælder eksempelvis staterne Kentucky, Michigan, Ohio og Tennesee. Og det er netop forbuddene mod homoseksuelle ægteskaber i de fire stater, som domstolen skal tage stilling til.

Den amerikanske højesteret har ellers længe vægret sig ved at skulle tage stilling til spørgsmålet. Men en dom fra 2013 fra selvsamme domstol har dog i sidste ende ført til, at sagen nu kan begynde.

Dommen fra 2013 afgjorde, at stater, som ikke havde tilladt homoseksuelle ægteskaber, alligevel skulle behandle eksempelvis tilflyttede homoseksuelle ægtepar på lige fod med heteroseksuelle ægtepar, hvis ægteskabet var indgået i en stat, der tillod det, og hvis et ægtepar søgte om offentlige ydelser som ægtepar.

Den dom har flere føderale domstole i de enkelte stater tolket som en tilkendegivelse af, at homoseksuelle har en ret til at indgå ægteskaber på lige fod med heteroseksuelle. Men det er ikke alle, der enige i den fortolkning, og til juni vil højesteret komme med sin endelig afgørelse i stridspunktet.

Emnet kan virkelig få bølgerne til at gå højt i den politiske diskussion ikke kun blandt de folkevalgte, men helt ind i stuerne hos de amerikanske familier. Men gennem de seneste 20 år er der dog sket et markant holdningsskifte til homoseksuelles ret til ægteskab i den amerikanske befolkning.

Hvor det i 1996 var blot 27 procent af den amerikanske befolkning, der støttede homoseksuelle ægteskaber, så var det tal i 2014 vendt til, at 54 procent af befolkningen støttede sagen, ifølge en undersøgelse fra den amerikanske tænketank Pew Research Center.

Demonstranter på begge sider af debatten har præget gadebilledet foran den amerikanske højesteret de seneste dage.

Hvad mere bemærkelsesværdigt er, at religiøse amerikanere tilsyneladende også er begyndt at støtte homoseksuelles ret til ægteskab. En undersøgelse foretaget af Public Religion Research Institute viste i sidste uge, at 47 procent af de religiøse amerikanere nu støtter homoseksuelle ægteskaber mod 45 procent imod.

Men en ting er, hvad amerikanerne mener. Noget andet, og i denne sammenhæng meget vigtigere, er, hvad de ni højesteretsdommere mener, når den endelige dom fældes i juni.

Dommerne er alle udpegede af den nuværende eller tidligere præsidenter. Som udgangspunkt er dommerne udpeget på livstid, og udnævnelsen af højesteretsdommere anses derfor for at være noget af det vigtigste, som en præsident kan gøre, da den beslutning kan påvirke samfundet i potentielt flere årtier.

Et godt eksempel på det er den nuværende dommer Antonin Scalia, der har siddet siden september 1986, hvor han blev udnævnt af den republikanske præsident Ronald Reagan.

Den 78-årige højesteretsdommer Anthony Kennedy kan meget vel blive den afgørende stemme, når dommen skal afsiges i juni, ligesom han blev det i 2013.

I denne sag kommer opmærksomheden efter alt at dømme til at samle sig særligt om dommeren Anthony Kennedy, der har siddet omkring et halvt år mindre end Scalia, og derfor også blev udnævnt af Reagan. Han er således en af de i alt fem dommere, der er blevet udnævnt af en republikansk præsident og dermed udgør et flertal.

Det var netop Kennedy, der i 2013 gik sammen med de demokratisk udpegede dommere, og stemte til fordel for den dom, der nu har banet vejen for, at 36 stater nu tillader homoseksuelle ægteskaber.

Inden dommen i 2013 tillod 14 amerikanske stater homoseksuelle ægteskaber.

Derfor har der også med spænding været set frem til, om man under de indledende høringer i sagen har kunnet udlede noget af Kennedys spørgsmål til sagens parter. Men ifølge flere amerikanske medier var det vanskeligt at udlede noget som helst af de spørgsmål, Anthony Kennedy stillede under de indledende bemærkninger.

I ugen op til, at sagen begyndte tirsdag, har tusindvis af mennesker demonstreret for både den ene og den anden side i sagen. For nogle af modstanderne handler det om den religiøse opfattelse af ægteskabet som institution, men for andre handler det mere om det amerikanske demokrati, fremførte Michigans statsadvokat John Bursch.

"Denne sag handler ikke om den bedste definition af ægteskabet. Den handler om det helt fundamentale spørgsmål om, hvordan vores demokrati skal en socialpolitisk debat: Hvem skal bestemme? Befolkningerne i de enkelte stater eller de føderale retsmyndigheder?" sagde John Bursch, ifølge nyhedsbureauet AP.

Ifølge avisen Washington Post er 390.000 homoseksuelle par i dag gift i USA. 1,2 millioner voksne amerikanere skulle udover det leve i et homoseksuelt partnerskab, skriver avisen.