Amerikansk præsidentemne sammenligner homoseksualitet med at drikke
Homoseksualitet er et valg af livsstil, mener republikansk præsidentemne.
Los Angeles
Debatten om homoseksuelle er igen blusset op i USA. Det er bestemt ikke en ny debat, men den er blevet aktualiseret af, at den amerikanske Højesteret til sommer skal tage stilling til, om det er forfatningsstridigt at nægte homoseksuelle at indgå ægteskab, sådan som flere amerikanske stater gør det lige nu.
Det er især republikanske politikere, der har det svært med at give homoseksuelle mulighed for at indgå ægteskab på lige fod med heteroseksuelle. En af dem er toppolitikeren Mike Huckabee. Han nævnes som et af flere mulige emner til at blive Republikanernes præsidentkandidat ved valget i 2016.
Huckabee, der tilhører den kristne højrefløj i partiet, gav sit besyv med i debatten om homoseksuelle i USA under et interview med CNN søndag. Her sagde han, at det at være homoseksuel er et valg på lige fod med alle andre valg, man tager i livet.
"Jeg drikker ikke alkohol, men det er der mange af mine venner, måske de fleste af dem, der gør. Jeg bander heller ikke, men tro mig, det er der mange af mine venner, der gør. Nogle elsker klassisk musik, ballet eller opera, men det er ikke min kop te," sagde Huckerbee.
Mike Huckabee var i over 10 år guvernør i staten Arkansas fra 1996 til 2007.
Den i dag 59-årige politiker stillede også op som et bud på en republikansk præsidentkandidat ved valget i 2008. Her vandt Huckabee det første primærvalg i Iowa og sluttede i sidste ende som nummer to efter John McCain.
En Højesterets dom fra 2013 har fået mange føderale domstole i de forskellige amerikanske stater til at kende lovgivning, der forbyder homoseksuelle ægteskaber, for forfatningsstridige.
36 stater i USA tillader nu homoseksuelle ægteskaber, og lige nu kæmper politikere i staten Alabama en indædt kamp for, at sydstaten ikke skal blive nummer 37.
For Mike Huckabee er kampen mod homoseksuelles ret til at indgå ægteskab dog ikke kun en politisk kamp, sagde han i interviewet med CNN.
"Det her er ikke blot et politisk emne. Det er et bibelsk emne. Og som et bibelsk emne er det egentlig ikke rigtig op til mig at sige "ok, så må jeg udvikle mig", med mindre jeg bliver præsenteret for en ny version af bibelskrifterne," sagde han.
Mike Huckabee var indtil starten af januar vært for sit eget program på den konservative tv-station Fox News. Han forlod stillingen, fordi han selv mente, at rygterne om hans eventuelle kandidatur ville skade tv-stationen. Ifølge Huckabee vil han først til foråret offentliggøre, om han overhovedet har tænkt sig at stille op.
Skulle homoseksuelle få mulighed for at indgå ægteskaber i alle de amerikanske stater, så mener Mike Huckabee, at det ville være et overgreb på kristne mennesker i landet.
"Det svarer til at bede jøder om at servere rejer i baconsvøb for gæsterne i deres café eller bede en muslim om at servere noget, der er krænkende for ham eller have hunde i sin baghave. Vi er så opmærksomme på ikke at fornærme bestemte religioner, men samtidig så må kristne tilsyneladende ikke have den overbevisning, som de har haft i 2000 år," sagde Mike Huckabee.
Ifølge de seneste meningsmålinger står Huckabee lige nu til at kunne gentage sejren i Iowa fra 2008. Det det vægtede gennemsnit fra hjemmesiden realclearpolitics.com viser, at 14,8 procent vil stemme på ham.
På landsplan ser det dog noget sværere ud for den 59-årige republikanere. Her indtager han en aktuel tredjeplads efter Jeb Bush og New Jerseys guvernør Chris Christie.