Fortsæt til indhold
USA

Der er gået valgkamp i amerikansk mæslingeudbrud

Potentiel, republikansk præsidentkandidat får kritik for sit synspunkt om vaccinationer.

Los Angeles

Den store Disney-forlystelsespark, Disneyland, i den amerikanske millionby Los Angeles reklamerer for sig selv som "det gladeste sted i verden".

Men forlystelsesparken er lige nu forbundet med det nærmest diametralt modsatte i USA. Forlystelsesparken er således arnestedet for et stort udbrud af børnesygdommen mæslinger.

Ifølge det amerikanske center for sygdomskontrol og forebyggelse, CDC, er der registeret 102 tilfælde af mæslinger i USA alene i januar 2015 i 14 forskellige stater.

Det er et ganske højt tal, da sygdommen hidtil har været betragtet som stort set udryddet i USA.

Og netop fordi, at sygdommen har haft den status, så er det langt fra alle børn i USA, der er vaccineret mod sygdommen. Det gør sig gældende for flertallet af de tilfælde, som er blevet registeret af CDC i starten af det nye år.

Udbruddet startede i december måned, hvor 59 tilfælde blev registreret. Af dem kunne 42 direkte sættes i forbindelse med den berømte forlystelsespark.

Det fik de lokale myndigheder i staten Californien, hvor Disneyland ligger, til at slå alarm. De anbefalede således, at man blev vaccineret mod sygdommen, den i USA såkaldte MMR-vaccine.

Efter udbruddet af sygdommen har det rejst en debat om vaccinationer af nyfødte i USA. For spørgsmålet er nu, om vacciner mod mæslinger skal være obligatoriske for nyfødte, amerikanske børn. Det mener en af de potentielle, republikanske præsidentkandidater ikke, at det skal være.

"Er det usædvanligt, at jeg er for frihed? Jeg forstår ikke pointen," sagde Rand Paul, der er senator fra staten Kentucky til tv-stationen CNBC tirsdag.

Han sagde desuden, at det ikke var staten, der skulle eje de amerikanske børn.

Paul er en del af det felt af republikanske politikere, der har sagt, at de lige nu undersøger muligheden for at stille op som partiets kandidat til præsidentvalget i 2016.

Senatoren udtrykte under interviewet en bekymring for de følgevirkninger, som der kan komme af en vaccine.

"Jeg har hørt om mange, tragiske tilfælde, hvor børn, der har gået og talt ganske normalt, efter vaccinationer har fået svære, mentale problemer," sagde Rand Paul, der selv er uddannet øjenlæge.

Det er ikke første gang, at en republikansk præsidentkandidat er kommet med lignende forbehold, når det kommer til obligatoriske vaccinationer. Under de republikanske primærvalg i 2012 sagde Michele Bachmann, der på det tidspunkt lignede et ganske godt bud på den endelige kandidat, at den såkaldte HPV-vaccine kunne føre til mental retardering.

Rand Pauls udtalelser er blevet heftigt kritiseret fra medicinsk side. Specielt af lægen Sanjay Gupta, der er tv-stationen CNNs medicinske ekspert og på et tidspunkt var i spil til at blive amerikansk sundhedsminister i Barack Obamas første regering.

"Han er selv læge, og jeg ved ikke, hvor han får sine data fra," sagde Gupta til CNN tirsdag og kaldte Pauls udtalelser for "farlige".

Ifølge Sanjay Gupta er det nemlig kun ganske få, der oplever bivirkninger i det omfang, som Rand Paul bekrev.

"For MMR-vaccinen er det mindre end én ud af en million børn, der vil opleve en alvorlig, allergisk reaktion," sagde han.

Også Amesh Adalja, der er ekspert i smitsomme sygdomme ved University of Pittsburgh, har udtryk sin bekymring over udtalelserne.

"Når man ser uddannede mennesker eller folkevalgte give udtryk for synspunkter, der er blevet totalt tilbagebevist, og som har været ansvarlig for flere mæslingeudbrud, er det meget bekymrende," sagde han til avisen Washington Post og tilføjede, at Rand Pauls udtalelser var særligt problematiske, fordi han er læge.

Også fra den politiske verden har Rand Paul modtaget verbale tæsk for sin udtalelse om MMR-vaccinen. Den absolutte favorit til at blive Demokraternes præsidentkandidat i 2016, den tidligere udenrigsminister Hillary Clinton, sammenlignede på det sociale medie Twitter Pauls synspunkter videnskabsbenægtere fra Middelalderen.

"Videnskaben er tydelig: Jorden er rund, himlen er blå, og vacciner virker. Lad os beskytte alle vores børn," skrev Clinton på det sociale medie.

I et interview med CNN onsdag ville direktøren for CDC, Thomas Frieden, ikke direkte sige, at han mente, vaccinationerne skulle være obligatoriske i hele landet. Han opfordrede dog på det kraftigste forældre til at få vaccineret deres børn, så den "100 procent forebyggelige sygdom" ikke kunne sprede sig.

En anden mulig republikansk præsidentkandidat, New Jerseys guvernør Chris Christie, udtalte tirsdag, at han heller ikke syntes, at det skulle være obligatorisk for nyfødte at få MMR-vaccinen.

"Jeg kan godt forstå, at forældre har brug for at have deres eget valg, så det er en balancegang," sagde han under et besøg i England til amerikanske medier.

Præsident Barack Obama sagde til tv-stationen NBC mandag, at han håbede, at alle forældre i USA ville følge CDC's opfordring og få vaccineret deres børn.

"Videnskaben på området er indiskutabel. Vi har set på det her igen og igen. Der er kun gode grunde til at blive vaccineret, og der er ikke nogen god grund til ikke at blive det," sagde han.