Obama: Rejseforbud forværrer ebola-hysteri
Den amerikanske præsident mener, at et indrejseforbud fra Vestafrika kan forværre panikken i USA.
Barack Obama har bedt sin befolkning om at slå koldt vand i blodet for at undgå massehysteri over frygten for ebola i USA.
På et pressemøde lørdag afviste præsidenten desuden, at amerikanerne vil indføre indrejseforbud for rejsende, der kommer fra de ebola-plagede lande i Vestafrika, idet han mener, at et sådant forbud kun vil forværre panikken.
”Vi kan ikke bare afskære os selv fra Vestafrika. Hvis vi gør det - hvis det overhovedet var muligt at afskære sig fra en hel verdensregion - ville det faktisk bare gøre situationen værre,” sagde Obama lørdag ifølge Reuters.
Ifølge Reuters henviste Barack Obama til, at det med et indrejseforbud ville blive vanskeligere for nødhjælpsarbejdere og forsyninger at komme til og fra lande som Liberia, Sierra Leone og Guinea.
Desuden ville et sådant forbud motivere folk i de berørte lande til at forsøge at flygte ud af landet uden at gennemgå de nødvendige screeningsprocesser og sundhedstjek, sagde præsidenten.
”Ebola er en alvorlig sygdom. Men vi må ikke overgive os til hysteri eller frygt,” sagde Obama lørdag.
Der har indtil videre været tre diagnosticerede tilfælde af ebola i USA, mens omkring 1000 mennesker er under en eller anden form for observation for sygdommen i landet.
Barack Obama har desuden udpeget den erfarne embedsmand Ron Klain til at lede den amerikanske regerings indsats for at undgå at sygdommen spreder sig inden for landets grænser.
”Det vi ser i øjeblikket er hverken et ”udbrud” eller en ”ebola-epidemi” her i USA,” slog Obama fast.